Gå til hoved-indhold
16. juli 2023 - kl. 13.07

Udvalgte kunstnere fra Verdensballetten tager på plejehjem i Skagen

  • 1 af 1
    I forbindelse med Verdensballettens lille forestilling på plejecentret har Caféen på Skagens Bamsemuseum valgt at give champagne og kage til alle beboere, pårørende og medarbejdere. Foto: Jesper Grønnemark
Af: Michael Frederiksen

Verdensballetten danser mandag aften ved Den Tilsandede Kirke i Skagen. Det er 15. sommer i træk, at en række af verdens største og mest efterspurgte balletdansere kommer til Nordjylland. Allerede mandag formiddag kan plejehjemsbeboere i Skagen opleve udvalgte kunstnere fra Verdensballetten, når de på Ankermedet Plejecenter laver en særlig forestilling. Det er en donation fra Melsen Fonden, der har gjort denne optræden mulig.

Beboere fra de tre plejehjem i Skagen samles på Ankermedet Plejecenter, hvor programmet byder på ballet, opera og klassisk musik. Blandt de medvirkende er kgl. solodanser Astrid Elbo fra Den Kongelige Ballet i København, violinisten Niklas Walentin, pianisten Alexander McKenzie, og operasanger og leder af Verdensballetten Jens-Christian Wandt.

- Vi glæder os meget til at give plejehjemsbeboerne denne oplevelse. Oprindelig var tanken, at de skulle overvære forestillingen ved Den Tilsandede Kirke, men hurtigt fandt vi ud af, at det ville være en udfordring både at få beboerne ud til kirken, og at en måske kølig aften frem til kl. 22.00 nok ikke var det mest indbydende. Så vi spurgte, om ikke vi skulle komme til dem i stedet for. Vi er meget taknemmelige over, at Melsen Fonden støtter Verdensballetten, og at en del af donationen er øremærket til denne optræden på plejecentret, siger Jens-Christian Wandt.

I forbindelse med Verdensballettens lille forestilling på plejecentret har Caféen på Skagens Bamsemuseum valgt at give champagne og kage til alle beboere, pårørende og medarbejdere.

På grund af pladsen er forestillingen forbeholdt plejehjemsbeboere og pårørende.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...