Trygfonden støtter førtidspensionister i Bangsbo Aktivitetscenter
Tirsdag 11. marts blev en særlig dag i Bangsbo Aktivitetscenter, da Tina Kruckow på vegne af Trygfonden overrakte en donation til aktivitetsleder Annette Weesgaard, omgivet af deltagerne fra Motion og Fællesskab – et motionshold for førtidspensionister.
Med denne donation anerkender Trygfonden det vigtige arbejde, som Bangsbo Aktivitetscenter udfører for at skabe inkluderende fællesskaber for førtidspensionister i Frederikshavn Kommune. Trygfonden støtter initiativer, der fremmer gode sociale relationer og ønsker at bidrage til, at alle voksne har mulighed for at tage del i fællesskaber.
Bangsbo Aktivitetscenter er et af Frederikshavn Kommunes otte åbne aktivitetscentre for pensionister og efterlønnere, herunder også førtidspensionister. Mange førtidspensionister er ikke klar over, at de på lige fod med andre pensionister kan benytte aktivitetscentrenes tilbud. Derfor har Bangsbo Aktivitetscenter gjort en særlig indsats for at nå ud til denne gruppe.
I oktober 2024 startede Bangsbo Aktivitetscenter et motionshold for førtidspensionister, som hurtigt blev populært. Deltagerne beskriver selv holdet som et sted, hvor der både er sved på panden og et godt fællesskab med grin og samtaler – især i tredje halvleg efter træningen. Holdet består af 15 engagerede deltagere.
Bangsbo Aktivitetscenter har søgt Trygfonden om midler til at udvikle flere tilbud målrettet førtidspensionister. Vigtigt i dette arbejde er at inddrage målgruppen med deres ønsker og behov. Derfor blev donationsoverrækkelsen afsluttet med en fælles frokost for motionsholdet, hvor ideer og behov blev drøftet. Den tryghed og det støttende fællesskab, som deltagerne fra motionsholdet oplever med hinanden, ønsker de også, at flere førtidspensionister skal opleve – måske omkring andre interesser. I Bangsbo Aktivitetscenter skal man nu i gang med at se på de mange gode ideer og forslag.
- Samtidig vil jeg opfordre borgere i Frederikshavn Kommune, som er tilkendt førtidspension, til at besøge kommunens aktivitetscentre og få en snak med personalet om de mange muligheder. Aktivitetscentrene er åbne for alle seniorer på efterløn og pensionister i alle aldre – også førtidspensionister, pointerer aktivitetsleder Annette Weesgaard.
Du kan læse mere om Frederikshavn Kommunes Aktivitetscentre her. Du kan også besøge Bangsbo Aktivitetscenter på L. P. Houmøllers Vej 54 i Frederikshavn.