Gå til hoved-indhold
23. januar 2024 - kl. 00.01

Styrker organisationen med medarbejder med usædvanlig baggrund

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Toppen af Danmark, der i mere end 100 år har været turistforening for Skagen og som i dag har medlemmer fra Aalborg i syd til Skagen i nord, styrker organisationen yderligere, og henter en erfaren kollega ind fra et af de største danske feriehusudlejningsbureauer.

Toppen af Danmark kunne i efteråret præsentere ny direktør, da en enig bestyrelse ansatte Nicolai J. Nissen som turistdirektør, og man har siden iværksat en strategiproces, der skal være med til at tage turistforeningen og dens arbejde for sine medlemmer, til næste niveau.

Ved årsskiftet er man allerede mere end 10 procent foran rekorden i de såkaldte forbookinger i afdelingen for sommerhusudlejning, og man har ambitiøse planer for at skabe vækst i turismen i Toppen af Danmark, der blandt andet er kendt for at producere events som Sankthans i Skagen, Skagen Maraton, Skagen Vinterbaderfestival med mere.

Som en del af strategiprocessen justerer Toppen af Danmark på organisationen. Det betyder blandt andet, at den erfarne chef for feriehusudlejningen, Bent Christensen, får en nøglerolle som driftschef (COO) med øget fokus på den positive vækst, der er skabt for sommerhusejere, som udlejer deres sommerhus igennem Toppen af Danmark, og den effekt det har på handel og turismen lokalt.

Samtidig tilføjer Toppen af Danmark en ny ressource til organisationen med en ny stilling, der skal have fokus på foreningens medlemmer og aktivt arbejde med salg og produktudvikling i samarbejde med medlemmer og kolleger i den produktive turistforening. Det vil være med til at skabe mere helårsturisme, tiltrække nye besøgende og skabe nye forretningsområder indenfor turismen i Skagen, Sæby og resten af Toppen af Danmark.

- Det bliver en kandidat med en noget usædvanlig – men meget relevant – baggrund, der tiltræder i den nye stilling 1. februar. Daniel Svane har en solid uddannelsesmæssig baggrund med en bachelorgrad i anvendt filosofi og en kandidatgrad i kommunikation. Begge uddannelser har Daniel gennemført på Aalborg Universitet. Kombinationen af filosofi og kommunikation har givet Daniel en usædvanlig stærk værktøjskasse, som er ret unik i kombinationen af kunne sætte sig ind i mennesker og brancher samt kommunikere, markedsføre og sælge løsninger der skaber resultater, udtaler turistdirektør Nicolai J. Nissen.

Daniel Svane har arbejdet kommercielt med flere brancher. Han er frem til udgangen af januar i år ansat hos Sol og Strand Feriehusudlejning, hvor han blandt andet har haft ansvar for opsøgende salg, netværksskabende relationer, internationale agenter og opdyrkelse af kommercielle projekter i samarbejde med eksterne partnere i Danmark, Tyskland og Skandinavien.

Han bor i Brønderslev sammen med sin kæreste, Anette, og deres to børn. Daniel og Anette deler en fælles interesse for foreningslivet, og Daniel har også flere gange været aktivt involveret i bestyrelses- og foreningsarbejde lokalt.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...