Gå til hoved-indhold
02. september 2024 - kl. 00.09

Stort dansk-polsk klaver-talent giver på søndag koncert i Skagen

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

En af Skandinaviens mest lovende unge pianister, den 30-årige Filip Michalak, har sagt ja til at give koncert i Skagen.

Det dansk-polske klaver-talent spiller musik af fire store komponister fra det 19. århundrede, når han på søndag 8. september kl. 15 giver koncert i Skagen Kirke. Koncerten er arrangeret af Skagen Musik- og Teaterforening.

Filip Michalak har til koncerten udvalgt klaverstykker af følgende komponister: Tyske Johannes Brahms, franske César Franck, polsk-franske Fryderyk (eller Frédéric) Chopin og russiske Sergej Rakhmaninov.

Den unge pianist har høstet stor anerkendelse i hele Europa, USA og Mellemøsten. Han har vundet adskillige priser i Danmark og i udlandet - herunder førsteprisen i konkurrencen “Stars at Tenerife” i Spanien og førsteprisen i "Nordjyllands Talentkonkurrence”. Han var finalist i “The 8th Nordic Piano Competition” i 2017.

I denne måned står Filip Michalak i spidsen for den nyetablerede Aalborg Kammermusik Festival.

Han er uddannet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København under professor Niklas Sivelöv og studerede senere hos professor Julia Mustonen-Dahlkvist på Ingesund Musikhögskolan i Sverige og på Royal College of Music i Stockholm.

Man kan købe billetter til denne koncert på forhånd ved at indbetale prisen (100 kroner for medlemmer af SMTF, 200 kroner for ikke-medlemmer) til foreningens konto 9008 4562727545 - eller MobilePay 126440.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...