Gå til hoved-indhold
04. september 2023 - kl. 22.09

Politikere i Plan- og Miljøudvalget vil "kun" lukke otte genbrugspladser

  • 1 af 1
    Genbrugspladserne i Østervrå, Strandby og Voerså ser ud til at overleve.
Af: Michael Frederiksen

Plan- og Miljøudvalget vil "kun" lukke halvdelen af Frederikshavn Kommunes 16 genbrugspladser. Administrationen lagde op til at lukke 11 genbrugspladser, men politikerne er indstillet på at redde Østervrå, Strandby og Voerså fra lukning.

Plan- og Miljøudvalget diskuterede mandag et forslag til fremtidig struktur for genbrugspladserne i Frederikshavn Kommune. Der var tre scenarier at vælge imellem. Administrationen indstilling var det mest vidtgående scenarie, hvor kun genbrugspladserne i Sæby, Frederikshavn (Niels Juels Vej og Stenvej ved Ravnshøj), Ålbæk og Skagen overlever.

De seks socialdemokrater i udvalget anbefalede dog Scenarie 2 , som betyder, at genbrugspladserne bevares og udbygges i Skagen, Ålbæk, Strandby, Østervrå, Voerså, Frederikshavn (Niels Juels Vej og Stenvej ved Ravnshøj) og Sæby.

- Det har vi anbefalet i erkendelse af Frederikshavn Kommunes fysiske udstrækning og for at sikre, at også ydereområderne i vores kommune har en rimelig adgang til genbrugspladserne, fortæller Peter E. Nielsen (S), formand for Plan- og Miljøudvalget.

Sagen sendes videre nu til Økonomiudvalget og derefter til Byrådet, hvorefter der gennemføres en offentlig høring på fire uger, inden der træffes en endelig beslutning.

Venstres enlige medlem af udvalget, Peter Sørensen, stillede et ændringsforslag, som gik ud på at sende alle tre scenarier i offentlig høring.

- Så kunne vi vente med at træffe beslutninger til efter høringsperioden, forklarer Peter Sørensen, der også gerne så, at Frederikshavn Kommune undersøgte andre muligheder, eksempelvis samarbejde med nabokommunerne, som har de samme udfordringer, når det gælder den landspolitiske affaldsplan.

Scenarie 2 vil betyder, at genbrugspladserne lukker i Dybvad, Elling, Gærum, Bangsbo, Jerup, Kvissel, Skærum og Vangen.

- Vi vil dog gerne skabe mulighed for etablering af gren- og haveaffaldspladser disse steder under forudsætninger af lokalt engagement, siger Peter E. Nielsen.
 

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...