Gå til hoved-indhold
12. marts 2024 - kl. 00.03

Nybolig Frederikshavn mærker en pæn interesse for at handle bolig i øjeblikket

  • 1 af 1
    Mette Skallerup Andersen, Nybolig Frederikshavn, er meget optimistisk på boligejernes vegne.
Af: Peter Marquard

I årets første måned foretog Nyboligs mæglere 29 procent flere salgsvurderinger og havde ni procent flere fremvisninger sammenlignet med en gennemsnitlig måned i fjerde kvartal 2023. Dermed tyder det ikke på, at de nye boligskatter har dæmpet danskernes appetit på at handle bolig. De mærker bare lige efter en ekstra gang, vurderer Mette Skallerup Andersen fra Nybolig i Frederikshavn.

Ifølge nye tal fra Boligsiden var der i starten af februar 32.631 huse og 7.654 ejerlejligheder til salg på landsplan. Det svarer til et fald på henholdsvis 1,9 procent og 3,1 procent sammenlignet med starten af januar.

- Faldet i udbuddet af boliger følger det mønster, vi tit ser op til årsskiftet og frem mod foråret, hvorefter boligsælgerne og boligkøberne igen begynder at røre på sig. Hvad der måske er mere overraskende er, at vi i vores tal kan se, at der lige nu er mange potentielle boligkunder i markedet, siger Mette Skallerup Andersen.

Kigger man på husmarkedet specifikt, har handelsaktiviteten i en længere periode været på niveau med - eller over - niveauet for årene 2015-2019, det vil sige inden corona, hvor boligsalget boomede.

- Vi ser det samme mønster i Frederikshavn. Vi mærker faktisk en pæn interesse for at handle bolig i øjeblikket – både fra potentielle købere og sælgere. Men oven på en periode med en vis portion usikkerhed om de nye boligskatter overvejer mange helt naturligt lige en ekstra gang. Men mange har jo reelt oplevet at skulle betale mindre i boligskat efter nytår. Derfor ser vi her heller ikke et husmarked i dvaletilstand, siger Mette Skallerup Andersen og fortsætter:

- Jeg er i det hele taget meget optimistisk på boligejernes vegne. Inflationen er kommet bedre under kontrol, og hvis alt går vel, kommer centralbankerne til at sænke renten i løbet af året. For de mange danskere, der har boliglån med variabel rente, vil det have stor betydning. Det lover godt for, at mange af de potentielle boligkøbere og boligsælgere, som er i markedet lige nu, vil give hinanden håndslag i det nye år.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...