Gå til hoved-indhold
05. juli 2024 - kl. 15.07

Møgvejr flyttede turist-reception fra have til garage i Skagen

  • 1 af 2
  • 2 af 2
Af: Michael Frederiksen

Toppen af Danmark markerede torsdag starten på højsæsonen med en reception i Skagen. Medlemmer og venner af huset var inviteret til arrangementet, som samtidig var en fejring af Toppen af Danmarks indflytning i Havnemesterboligen.

- Vi havde glædet os til en lille reception i haven, men det blev i stedet i garagen, da vejret ikke var det sædvanlige solskinsfulde i Skagen. Der var mødt 50-60 gæster op, og det var vi utroligt glade for. Der var en afslappet, sjov og god stemning, siger direktør Nicolai Nissen, Toppen af Danmark.

Han kunne fortælle, at den første måned har vist, at der er behov for turistservice i Skagen.

- Det viser sig, når vi ser på henvendelserne i den første måned, at turisterne netop ofte spørger om, hvordan de kan komme rundt til oplevelser, seværdigheder og attraktioner på tværs af Vendsyssel. Det et netop en af vores opgaver både fysisk og digitalt - at sikre, at turisterne fra andre steder i Vendsyssel kommer til Skagen, og at turisterne i Skagen oplever, at der er så meget at tage sig til i Vendsyssel, at der er god grund til at booke et ekstra ophold i efteråret eller komme tilbage til næste sommer, sagde Nicolai Nissen.

Han oplyste, at Toppen af Danmark er godt i gang med at udrulle de digitale byguides på VisitSæby, Visit Strandby og snart også VisitAalbæk, VisitSkagen, VisitFrederikshavn og så videre med synergi på tværs af VisitVendsyssel.

Toppen af Danmark ser en større tendens til, at gæster booker meget tæt på ankomstdagen.

- Tyskere, der plejer at være kendt for at være meget omhyggelige med at booke i endda rigtig god tid forud, booker nu ofte i ugen op til ankomsten. Det når at give sved på panden to gange, når man først er bekymret for, om der bliver solgt noget, og når man så også skal have vagtplaner til at gå op og passe med, at der – ofte når man lige har valgt at justere lidt til – alligevel kommer godt med gæster, sagde Nicolai Nissen.

Turistdirektøren afsluttede sin tale med at rose samarbejdet med borgmester Birgit S. Hansen og generelt Frederikshavn Kommune.

- Det er en fornøjelse at samarbejde med dig (borgmesteren, red.) og dine kolleger fra kommunen og byrødderne på tværs af partierne. Det betyder meget, at vores politikere er så lette at komme i kontakt med, uanset hvilket parti de kommer fra. Og inviterer man sig selv på besøg hos borgmesteren, er der friskbrygget kaffe på kanden og en god dialog. Det kommer man langt med. Jeg har heller ikke oplevet, at der er gået mange timer, før man får svar fra kommunaldirektøren eller andre på Rådhuset, når der er brug for sparring.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...