Mikkel Hansen og Niklas Landin kommer i aften i Arena Nords Wall of Fame
Mikkel Hansen og Niklas Landin kommer i Wall of Fame i Arena Nord, når Aalborg Håndbold i aften spiller træningskamp mod Skjern Håndbold. Der er lagt op til en festlig aften i Arena Nord, hvor 1900 ud af 2300 billetter er solgt.
Wall of Fame i Arena Nord tæller i forvejen flere håndboldstjerner, nemlig Nora Mørk fra Norge, spanieren Marta Mangué og den tidligere landsholdsanfører Stine Jørgensen. Nu skal Mikkel Hansen og Niklas Landin sætte deres håndaftryk, og det sker i forbindelse med spisningen efter aftenens træningskamp.
- Vi ser frem til en fantastisk aften i Arena Nord. Tænk sig, at vi kan samle næsten 2000 tilskuere til en træningskamp. Det bliver en spændende oplevelse, og jeg er sikker på, at der især er mange børn og unge, som glæder sig til at få autografer efter kampen, siger direktør Per Malmberg, Arena Nord.
Autografskrivningen foregår straks efter kampen i Arena Nord.
Der er kampstart kl. 19.00, men allerede kl. 18.45 præsenteres spillerne. Aalborg Håndbold medbringer sin egen DJ fra Sparekassen Danmark Arena i Gigantium til den stjerneparade, som træningskampen er.
Aalborg Håndbold kommer til Frederikshavn med blandt andre Mikkel Hansen, Niclas Landin, Simon Hald, Mads Hoxer, Aleks Vlah, Kristian Bjørnsen, Henrik Mølgaard og René Antonsen. På Skjerns hold er tvillingerne Jørgen og René Rasmussen, der begge i mange år deltog i Rødspætte Cup for Rækker Mølle. Spændende bliver det også at opleve landsholdsspillerne Joaquim Nazaré fra Portugal og Noah Gaudin fra Frankrig.
Mens det for Skjerns vedkommende er sæsonens første træningskamp, har Aalborg testet formen to gange. Mikkel Hansen og co. åbnede med en sejr over TTH Holstebro, men tabte i weekenden til Leipzig i en kamp, hvor holdet lukkede hele 40 mål ind.
Det er stadig muligt at købe billetter til kampen, men der er næsten kun pladser tilbage bag de to mål.