Gå til hoved-indhold
04. oktober 2024 - kl. 09.10

"Maratonsang" for fjerde gang på Grenen Kunstmuseum

  • 1 af 1
    Knud-Erik Thrane passer de hvide og sorte tangenter, og Frode Muldkjær tager ordet mellem sangene.
Af: Michael Frederiksen

Der bliver sunget kærlighedssange, så hjerterne hopper, når Galleri Grenen/Grenen Kunstmuseum i Skagen for fjerde gang byder til "Maratonsang" søndag 13. oktober.

Sange om kærlighed til kvinde, mand, børn, ungdommen, foråret, sommeren, efteråret, morgensolen, aftenbrisen, naturen, sproget - og til Danmark, Europa, Verden - vil lyde fra kl. 10,00, hvor stemmerne rejser sig sammen med den signede dag og fortsætter med at løfte stemningen frem til kl. 16.30, hvor "aftenen vugger sig til ro".

Det er Kirsten Lind, Galleri Grenen, der er er initiativtager til at fylde sine smukke kunstrum op med sang, der klæder huset og den omkringliggende natur ud mod de to have.

- Jeg elsker fællessang, og jeg er sikker på, vi får en lige så god oplevelse som de tre andre gange, jeg har åbnet dørene for en hel dags fællessang med Højskolesangbogen, siger Kirsten Lind.

Det bliver igen organist og klavermand Knud-Erik Thrane fra Abildgård Kirke i Frederikshavn, der passer de hvide og sorte tangenter, og manden, der tager ordet mellem sangene, er atter journalist Frode Muldkjær, som også er højskolebestyrer for "Garagehøjskolen".

Frode Muldkjær begyndte at holde Maratonsangdage i Nordjylland i 2014 og har siden været tovholder ved 13 af slagsen - deraf fem på Dronninglund Kunstcenter og altså nu snart fire på Grenen Kunstmuseum. Her har Knud-Erik Thrane været med alle fire gange.

Der vil være højskolesangbøger til deltagere, og for entreprisen på 150 kroner serveres kaffe, vin og sandwich til alle.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...