Frederikshavn Friskole åbner dørene i hele skoleåret
Onsdag 9. oktober holder Frederikshavn Friskole åbent hus. Skolen sørger for, at der er kaffe på kanden og står klar til en rundvisning og uforpligtende snak om friskolen på Knivholtvej.
Der er ligeledes mulighed for at kigge ind i klasserne, hvor der i næste uge er sundhedsuge.
Frederikshavn Friskole holder også åbent hus 10. december, 15. marts og 18. juni. Alle tre dage er det fra kl. 10.00-16.00.
Torsdag 20. marts klokken 10.15 er byens børnehaver inviteret til Friskolens årlige teaterforestilling. Hvert år afholder skolen en kæmpe dramauge, som kulminerer i en storslået forestilling, som alle skolens elever har bidraget til – enten som skuespillere, statister, dansere, rekvisithold eller mediehold.
Årets forestilling hedder "Skater’øen", som er en nyfortolkning af Robert Louis Stevensons klassiker "Skatteøen". Stykket byder på mange andre kendte karakterer som for eksempel Peter Pan, Kaptajn Klo, Davy Jones, Kaptajn Haddock og mange flere, som er med til at skabe den helt rette sørøverstemning.
Forestillingen varer cirka en time og henvender sig til børnehavernes ældste børn. Forestillingen fremvises naturligvis også for elevernes søskende og forældre samme dag klokken 17.00.
Friskolen har igen i år inviteret alle de lokale børnehaver til at komme forbi til et par sjove timer, hvor børnene kan boltre sig i skolens store hal, lege i de skønne udeområder og få lov til at snuse til skolelivet på Friskolen. Tidspunktet for disse besøg aftales med skolen.
Friskolen kan også mødes til Happy Halloween i Frederikshavn fredag 25. oktober.
- Her står vi klar med balloner, tatoveringer og ansigtsmaling. Vi er klar på en uforpligtende snak, hvor både personale, forældre og elever fra Friskolen vil stå klar. Derudover sælger skolens støtteforening popcorn, fortæller viceleder Ditte Carlsen.
Skolen kan kontaktes på info@frederikshavnfriskole.dk eller på 72 300 600, hvis du er interesseret i at deltage eller høre mere om nogle af de kommende arrangementer.