Mæhles skifte til Tyskland sender 200.000 kroner til Østervrå
Joakim Mæhles klubskifte fra Atalanta i Italien til VfL Wolfsburg i Tyskland betyder, at landsholdsspillerens barndomsklub, Østervrå IF, kan se frem til at modtage omkring 200.000 kroner.
- Det er penge, vi ikke havde regnet med. Nu kommer de, og så skal vi gang med at finde ud af, hvad de skal bruges til, men som udgangspunkt skal vores ungdomsspillere have glæde af dem. Joakim var selv ung i Østervrå, og det betyder noget for ham, at det er de unge, som får glæde af pengene, siger Daniel Mæhle, fodboldformand i serie 3-klubben Østervrå IF og storebror til Joakim Mæhle.
Det er det internationale fodboldforbund FIFA, som har fastsat den såkaldte solidaritetsbetaling, der sikrer en lille procentdel af en transfer til de klubber, som har været med til at udvikle spilleren. Fem procent af transfersummen skal betales til de klubber, hvor spilleren var, da han var mellem 12 og 23 år. Det sker ud fra en særlig fordelingsnøgle, hvor hvert af de første fire år belønnes med 0,25 procent af den samlede transfersum, mens årene 16-23 får det dobbelte.
Østervrå IF modtog godt 30.000 kroner, da Joakim Mæhle blev solgt fra AaB til Genk i Belgien. De penge brugte klubben blandt andet til at renovere klubhuset.
I december 2020 blev Joakim Mæhle solgt for cirka 82 millioner kroner til Atalanta. Det udløste omkring 200.000 kroner til Østervrå. De penge er blevet udbetalt under corona-perioden, så de mangler endnu ben at gå på, men alle ungdomsspillere har netop fået udleveret en træningsdragt.
Daniel Mæhle oplyser til Kanal Frederikshavn, at han forventer, at salget af Joakim Mæhle til VfL Wolfsburg sender yderligere 200.000 kroner til Østervrå IF.
Daniel Mæhle er netop nu på vej hjem fra Wolfsburg, hvor han har været ved sin lillebrors side i de afgørende forhandlinger.
- Det er en superfed verden at være en del af. Vi var på klubbens anlæg i går, og en sød medarbejder viste os rundt i byen. Vi har alle en god mavefornemmelse, siger Daniel Mæhle.
Der bor 125.000 mennesker i byen, som først og fremmest er kendt for at være VW's hjemby med 65.000 medarbejdere på VW-fabrikken. VfL Wolfsburg ejes 100 procent af Volkswagen AG, der også sponsorerer byens stadion Volkswagen Arena.
Efter to et halvt år i Italien glæder familien Mæhle sig over, at Joamkim Mæhle nu kommer tættere på barndomsbyen. Der er 714 kilometer til Wolfsburg fra Østervrå. En køretur på cirka syv timer.