Gå til hoved-indhold
29. august 2023 - kl. 14.08

Lukning af Danish Crowns slagteri i Sæby har ikke skabt et rotteboom

  • 1 af 1
    - Vi har ikke fået flere anmeldelser om rotter efter lukningen, end vi normalt plejer at få, siger Søren Nielsen, skadedyrsansvarlig i Frederikshavn Kommune. Foto: Lone Vad Dam, TV2 Nord
Af: Michael Frederiksen

Frygten for en rotteinvasion i Sæby efter lukningen af Danish Crowns slagteri gøres til skamme. Ikke nok med, at hundredvis af medarbejdere stod til at miste deres job, så gik snakken i Sæby også på, at lukningen ville betyde, at antallet af rotter ville stige eksplosivt.

Den snak har varet ved blandt flere borgere i byen. Helt ubegrundet viser det sig nu.

- Der er ikke noget hold i det. Vi har ikke fået flere anmeldelser om rotter efter lukningen, end vi normalt plejer at få, siger Søren Nielsen, skadedyrsansvarlig i Frederikshavn Kommune, til TV2 Nord.

Kommunen oplyser videre, at man også har været i dialog med Danish Crown, der bekræfter deres stadige opmærksomhed på rottebekæmpelse, ligesom da bygningen var i drift. Danish Crown er den ansvarlige som ejer af bygningen.

Borgernes frygt for en mulig rotteinvasion skyldes, at de små dyr, som primært holder til i kloakkerne, formentlig blev forsynet med rigelige mængder af mad fra slagteriet. Og ville de mon så komme op til overfladen, når maden ikke længere blev serveret under jorden?

Tilsyneladende ikke.

Søren Nielsen oplyser, at Frederikshavn Kommune får omkring 1100 anmeldelser om rotter hvert år. Et tal, der har været faldende de senere år.

- Vi er i flere tilfælde gode til at finde ud af, hvilke årsager der er til, at der kommer rotter, og så kan vi hurtigere få løst problemet. Desuden sætter vi ind med en hurtig indsats, så rotterne ikke når at formere sig endnu mere, end de i forvejen har gjort, siger han til TV2 Nord.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...