Jobcenter Frederikshavn skal også i 2024 stå for driften af Cloostårnet
Jobcenter Frederikshavn får også i 2024 ansvaret for driften af Cloostårnet mellem Frederikshavn og Gærum. Det har politikerne i Arbejdsmarkedsudvalget netop besluttet.
Jobcenter Frederikshavn stod også for driften af Cloostårnet i 2021, 2022 og 2023.
I år var der ansat fem ledige borgere til opgaven i perioden fra 1. maj til 31. august. Derudover var der været tilknyttet en kontaktperson fra jobcentret med reference til afdelingslederen for Projekt og Integration. Der var en samlet åbningstid i tårn og kiosk på 50 timer ugentligt – dog 52 timer i juli.
Arbejdet omkring Cloostårnet har bestået af salg af billetter, forefaldende arbejde omkring tårn og kiosk, indsamling af affald i området, fejning af trapper, rengøring af tårnet, salg af kioskvarer, kasseafstemning, regnskabsopfølgning, optælling og aflevering af kontanter samt rengøring af offentlige toiletter ved tårnpladsen.
Der har i 2023 været 4.660 betalende gæster. Til sammenligning var der 5.517 gæster i 2022. Der er desuden solgt 69 årskort samt været omkring 700 besøgende fra skoler, daginstitutioner med flere, hvor der er gratis entre. Den forholdsvis dårlige sommer har sandsynligvis spillet ind på besøgstallet.
Der har været en samlet omsætning på billetsalget på 123.364 kroner. Sidste år lød omsætningen på 149.305 kroner. Kiosken har haft en omsætning på 40.492 kroner og givet et overskud på 9.244 kronerm hvilket næsten var identisk med 2022. På trods af færre gæster er det altså lykkedes at fastholde omsætningen og et fornuftigt overskud.
Der er evalueret på indsatsen sammen med de ansatte. De ansatte er enige om, at det har været en spændende sæson, og de vil gerne ansættes igen til næste år, hvis det bliver en mulighed.
Center for Ejendomme, Park og Vej betaler Jobcentret op til 250.000 kroner til lønudgifter til Cloostårnet. Der har været lønudgifter på 207.853 kroner Desuden modtager Jobcenteret 20.000 kr. for administration.