Joakim Mæhle fik overrakt årets Guld Harald: - Den betyder meget
Mandag aften modtog Joakim Mæhle årets Guld Harald - en pris til nordjyske fodboldspillere eller foreninger - og det er en pris, der betyder meget for Østervrå-drengen, fortæller han til Kanal Frederikshavn.
Himlen var grå, regnen silede ned, og paraplyerne var fundet frem.
Men alligevel dukkede folk talstærkt op, da Joakim Mæhle mandag aften skulle have overrakt årets Guld Harald ved Arena Nord.
Joakim Mæhle fik prisen overrakt af Harald Nielsens enke, Rudi Nielsen, og det er en pris, der har stor betydning.
- Den betyder rigtig meget. Som jeg sagde derude, så er der ingen tvivl om, at Harald var en kæmpe fodboldspiller og en vellidt person blandt familie og venner, så den betyder utrolig meget. Jeg er stolt over at få den her, sagde han efter overrækkelsen til Kanal Frederikshavn.
Guld Harald er en pris kun for nordjyske fodboldspillere- eller foreninger, og det gør det ekstra specielt.
- Jeg synes jo, vi har lidt for mange københavnere på det danske landshold, så det er rigtig dejligt, at jeg har set et stort aftryk på folk her i Nordjylland. Det sætter jeg stor pris på, og jeg glæder mig til at skabe mange flere oplevelser sammen med dem.
Ud over Joakim Mæhle, så har David Nielsen, Søren Frederiksen, Peter Møller og Fortuna Hjørring vundet prisen. Et selskab, han er stolt af at havne i.
- Nogle prominente herrer, må man sige. Jeg er lige så stolt over at det er en pris i Haralds ånd. Så ja, et flot selskab, som bliver udvidet til flere nordjyder, der laver store bedrifter.
Joakim Mæhle har længe været et navn på komiteens liste, men det er først i år, det har passet ind i kalenderen. Det gjorde det i år, men Atalanta-spilleren sætter også snart kursen mod Italien igen.
- Jeg har en fridag i morgen, og så skal jeg tilbage onsdag, så der er ikke så meget ferie tilbage. Men jeg har nydt at være hjemme hos familie og venner med kæresten, så det har været dejligt.
Han forventer også, at han efter sommerferien er at finde i Bergamo, når transfervinduet lukker.
- Det tror jeg ikke, jeg gør (skifter, red.). Nu må vi se, hvad der sker. Man ved jo aldrig, men indtil videre er jeg Atalanta-spiller og skal tilbage dertil. Jeg glæder mig til at komme i gang med sæsonen og komme i form igen, se de andre og spille noget fodbold.
Joakim Mæhle er født og opvokset i Østervrå, hvor han startede sin fodboldkarriere, inden han skiftede til AaB.