Ingen sommer uden "Den Røde Spillemand" på Sognefogedgården
Traditionen tro spiller "Den Røde Spillemand" op til fællessang på gårdspladsen på museet Sognefogedgården i Frederikshavn torsdag 10. august kl. 19-21.
- Vi er glade for, at vi igen kan invitere folk til fællessang på Sognefogedgården, krydret med friske bemærkninger. Igen i år har han sin yndige datter Karen med, som har en fantastisk sangstemme, udtaler kasserer Poul Rughaven, Sognefogedgårdens Venner.
Den Røde Spillemand er kendt af mange fra adskillige fester, hvor han har spillet og underholdt. Der er gratis adgang til museet denne aften og mulighed for at købe kaffe og kage.
Arrangementet er i teltet på parkeringspladsen, hvor museet har holdt forskellige arrangementer hele sommeren.
- Vi er utroligt glade for, at folk bakker op om vores lille museum, som ligger som en perle inde midt i Frederikshavn, og der er stadig plads til flere medlemmer og/eller frivillige i foreningen, siger formand Anette Jørgensen.
Man må også gerne bruge museumsgårdens hyggelige gårdsplads til at nyde sin medbragte mad eller kaffe, både når der er åbent og lukket.
- Man behøver altså ikke at gå ind på museet og betale entré, hvis man kun ønsker at sidde i den lille oase og nyde den Morten Korch-stemning, som er på gården. De frivillige ønsker bare, at der er liv omkring den gamle museumsgård. Når der er åbent, er der mulighed for at købe kaffe, sodavand og is. Ænder og høns går mellem bordene, og der er gratis aktiviteter for børnene, oplyser Anette Jørgensen.
Museet Sognefogedgården har åbent hver torsdag og søndag fra kl. 12-16, hvor man stadig kan nå at se udstillingen om Emilievejs Slagter.