Gå til hoved-indhold
22. oktober 2023 - kl. 00.10

IF Skjold Sæby rykker op i Jyllandsserien 2 efter sejr over FfI

  • 2 af 3
    IF Skjold Sæby har hentet 32 ud af 39 mulige point.
  • 3 af 3
    IF Skjold Sæby skal i foråret spille i Jyllandsserien 2.
Af: Michael Frederiksen

Med en sejr på 2-0 over FfI sikrede IF Skjold Sæby sig lørdag eftermiddag oprykning til Jyllandsserien 2. Dermed er IF Skjold Sæby tilbage på tronen som højest rangerende fodboldklub i Frederikshavn Kommune.

IF Skjold Sæby skulle blot have ét point i hjemmekampen mod FfI for at rykke op. Stillingen var 0-0 efter første halvleg, men et rødt kort til gæsternes Mikas Seerup i begyndelsen af anden halvleg blev kostbart for frederikshavnerne.

Først scorede Jakob "Mølby" Kristensen på straffespark, inden Mads Boelskifte øgede til 2-0. Dermed kunne sæbynitterne lade champagnepropperne springe på Sparekassen Danmark Arena.

Skjold har hentet 32 point i 13 kampe og kun tabt én gang. Det var i udekampen mod FfI, som inden sidste spillerunde ligger nr. seks. FfI kan ikke rykke direkte ned, men holdet skal vinde over Flauenskjold IF næste søndag for at undgå kvalifikationskampe.

IF Skjold Sæbys andethold sikrede sig fredag aften oprykning til serie 2, da Tornby IF meldte afbud til udekampen mod FC Vakok. Tornby var Sæbys eneste konkurrent i toppen, så det var noget af en overraskelse, at de ikke stillede hold i Frederikshavn mod FC Vakok.

FC Vakok erobrede dermed tre uventede point, som bringer holdet i sikkerhed på femtepladsen. Og den placering ændres der næppe på i sidste spillerunde, hvor FC Vakok møder bundholdet Skagen IK.

Tornby IF's uventede afbud øger også Bangsbo Frejas chancer for at overtage andenpladsen, der giver adgang til kvalifikationskampe til serie 2.

FfI og Skagen IK er rykket ned i serie 4.

I serie 3 (pulje 26) tabte Østervrå IF 1-4 ude til Asaa/Hjallerup. Dermed er det sikkert, at ØVI igen spiller i serie 3 i foråret.

I serie 2 får SEIF søndag besøg af Hjørring Frem. Skæbnen er uvis for SEIF. I bedste fald spiller SEIF i serie 1 i foråret. I værste fald rykker klubben ned i serie 3.

I serie 4 (pulje 48) venter et brag i sidste spillerunde søndag 29. oktober mellem FfI's tredjehold og Sindal. Vinder FfI, overtager de rød- og sortstribede andenpladsen og skal spille om oprykning til serie 3. Sindal IF kan nøjes med uafgjort. 

FfI vandt lørdag 2-0 ude over Hjørring Frem. Lucas Olesen scorede begge mål.

SEIF's andethold kan med en sejr søndag over bundholdet Kvissel/Ravnshøj IF slippe væk fra nedrykningspladserne inden sidste spillerunde i næste weekend.

I serie 4 (pulje 50) er Dybvad/Hørby tre point fra en oprykning til serie 3. Holdet mangler endnu to kampe, blandt andet ude mod bundholdet Østervrå. Voerså IF kan stadig nå at fravriste Flauenskjold IF andenpladsen, som giver adgang til kvalifikationskampe til serie 3.

FfI's kvinder rykker ned Kvindeserie Vest efter at have tabt 1-3 ude til AaB.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...