Idrætssamvirket i Frederikshavn Kommune: Det kan I ikke være bekendt
Formand Hasse Christensen har skrevet dette indlæg på vegne af Idrætssamvirket Frederikshavn Kommune: Stille og roligt går det op for os alle, hvad der er ved at ske i kommunen - og ikke mindst i kultur- og fritidsafdelingen, som alle vores medlemsklubber er en del af.
Anlægspuljen indfryses de næste fire år. Det er netop vedtaget i det samlede budget for hele kommunen.
Derfor undrer det os i Idrætssamvirket, at seks ud af syv medlemmer af KFU på et nyligt afholdt møde stemmer imod administrationens forslag om at udmønte det resterende beløb i anlægspuljen på 427.000 kroner - alt nytænkning er sat i stå de næste fem år.
Hvor pokker er solidariteten henne? I ved, den forsvinder de næste fire år. Det har I lige stemt ja til. Alligevel ønsker I at flytte ubrugte midler fra anlægspuljen i 2024 tilbage til den store slunkne kasse. Det er ganske simpelthen ikke ok.
Ydermere har i foreningerne og institutionerne derude, som har siddet og lavet en velbegrundet ansøgning til det, de troede, var den ordinære anden ansøgningsrunde. Nu kan de bare smide hele deres oplæg og ansøgning væk. Det er ikke i orden.
Vi må fra Idrætssamvirket og vores medlemsforeninger på det kraftigste opfordre jer til at hente de penge tilbage til puljen og få den ansøgningsrunde afviklet. Alt andet kan I ikke være bekendt.