HXE-Ringen giver donation til BROEN Frederikshavn
Erhvervsnetværket HXE-Ringen overrakte tirsdag en donation på 3.000 kroner til organisationen BROEN Frederikshavn.
BROEN Frederikshavn er en afdeling af den landsdækkende organisation BROEN Danmark, der har som formål at støtte socialt udsatte børn og unge med kontingenter og udstyr til idræt, spejder, musik eller andre fritidsaktiviteter, så de på lige fod med alle andre børn har mulighed for at dyrke fritidsinteresser.
Midlerne hertil skaffes via fonde, puljer og private, og BROEN samarbejder med kommune, foreninger og klubber i lokalområdet. Desuden møder BROEN stor velvilje hos kommunens sportsforretninger, der giver favorable tilbud på sportsudstyr.
Donationen blev overrakt af HXE-Ringens næstformand, Gry Bigum Munck, til Terese Hallgreen, der er formand for BROEN Frederikshavn, og Terese Hallgreen fortalte om foreningens arbejde med at bidrage til, at socialt udsatte børn og unge kan få et meningsfyldt og aktivt fritidsliv – et arbejde, som HXE-Ringen via denne donation gerne vil påskønne.
BROEN Frederikshavn har gennem de seneste år godkendt ikke mindre end 475 ansøgninger til børn og unge. Ud over almindelige fritidsaktiviteter har BROEN blandt andet arrangeret udflugt til Fårup Sommerland, biograftur samt bowlingturnering, og i 2022 blev der i samarbejde med Pakhuset Skagen givet julehjælp til et stort antal familier.
HXE-Ringen er en forening for kvinder, der er eller har været ledere, og som arbejder eller er bosat i Frederikshavn Kommune. Gennem netværket er der rig mulighed for at udveksle erfaringer og drøfte ledelsesmæssige problematikker, hvilket medlemmerne af HXE-Ringen sætter stor pris på.