Gå til hoved-indhold
15. august 2023 - kl. 13.08

Henning Kjeldsens byggeri i Skagen: Venstre begærer sagen i byrådet

  • 1 af 1
    Politikerne i Plan- og Miljøudvalget siger nej til gangbroen mellem de to bygninger.
Af: Michael Frederiksen

Venstre kræver sagen om Henning Kjeldsens store byggeri på havnen i Skagen i byrådet. "Det er fuldstændig hul i hovedet, at der ikke skal laves en VVM-redegørelse. Borgmesteren, udvalgsformanden og administrationen har lukket den demokratiske debat", mener Venstres enlige medlem af Plan- og Miljøudvalget, Peter Sørensen.

På Plan- og Miljøudvalgets møde i går var der lagt op til, at politikerne skulle give Henning Kjeldsen to dispensationer. Det drejer som etablering af en gangbro mellem de to planlagte bygninger på Auktionsvej samt opførelse af et tårn med skorsten og afkast i en højde på 34 meter.

Venstre fremsatte dog følgende ændringsforslag: "Det fremlagte projekt vurderes at være af en volumen og have betydelig indvirkning på hele havnens trafikafvikling og miljø, at det ikke kan godkendes med dispensationer under den nuværende lokalplan SKA.243.H. Et byggeri på grunden vil kræve en selvstændig lokalplan, og det må forventes, at der vil skulle udfærdiges en VVM redegørelse i forbindelse med denne."

Kun Venstre (Peter Sørensen) stemte for. Socialdemokratiet (Erik Kyed Trolle, John Karlsson, Tina Kruckow, Gitte Kiilerich og Martin Tøttrup Kelkelund) stemte imod Venstres ændringsforslag.

Venstre anvender standsningsretten og begærer sagen i byrådet om to uger.

Angående de to dispensationer sagde Socialdemokratiet ja til skorsten og afkast, men nej til gangbroen mellem de to bygninger.

Peter Sørensen anklager borgmester Birgit S. Hansen (A), formand Peter E. Nielsen (A), Plan- og Miljøudvalget og administrationen for at have lukket den demokratiske debat.

- De har hele tiden sagt, at byggeriet overholder gældende lokalplan, men nu viser det sig alligevel, at der er brug for flere dispensationer, bemærker Peter Sørensen, som bestemt heller ikke er imponeret af, at Plan- og Miljøudvalget kun er blevet præsenteret for tre "ingeniørtegninger".

Peter Sørensen uddyber sin kritik i denne artikel.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...