Gå til hoved-indhold
01. oktober 2024 - kl. 13.10

Frederikshavnerne er stolte af deres by, viser stor undersøgelse

  • 1 af 2
  • 2 af 2
Af: Michael Frederiksen

​​​​​​​I juni sendte Frederikshavn Kommune et spørgeskema til alle, der bor i Frederikshavn by og Kilden. Nu er svarene offentliggjort. De viser, at frederikshavnerne er stolte af deres by.

4.236 respondenter har svaret på det spørgeskema, som Frederikshavn Kommune sendte ud tilbage i juni. Spørgeskemaet var sendt til 20.835 frederikshavneres digitale postkasse, og formålet var at undersøge byens identitet og kendetegn.

Nu er resultaterne af undersøgelsen offentliggjort, og det viser sig, at respondenterne er stolte af deres by.

73 procent er nemlig helt enige eller delvist enige i, at de stolte af deres by. Og 85 procent mener, at frederikshavnerne generelt er stolte af byen.

- Spørgeskemaet var bredt sammensat, så vi kommer vidt omkring frederikshavnernes holdning til deres by. Det er klart, at den både er positiv og negativ, men helt overordnet må vi sige, at der er flest positive tilkendegivelser, siger borgmester Birgit S. Hansen og fortsætter:

- Vi bad frederikshavnerne om at svare på undersøgelsen for at få et fundament at arbejde ud fra. Nu skal vi have arbejdshandskerne på og bruge undersøgelsen til at arbejde fokuseret og konstruktivt på udviklingen i samarbejde med erhvervet, turismen, borgerne og foreningerne.

Spørgeskemaundersøgelsen er en del af et projekt kaldet "Frederikshavn DNA".

Det er nu styregruppen, som skal kigge nærmere på, hvilke tiltag undersøgelsen skal munde ud i og komme med forslag til Økonomiudvalget, der tager de endelige beslutninger.

Undersøgelsen vil dog uden tvivl fremadrettet fungere som databank, hvor kommunen og kommunens samarbejdspartnere vil kunne hente viden til at understøtte forskellige projekter som for eksempel bosætnings- eller turismeindsatser.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...