Gå til hoved-indhold
21. maj 2024 - kl. 22.05

Frederikshavn Roklub roede til gudstjeneste i Hirsholmene Kirke

  • 1 af 2
  • 2 af 2
Af: Michael Frederiksen

Frederikshavn Roklub har mange gange forsøgt at ro til Hirsholmen for at deltage i en af de få sommergudstjenester i den lille hyggelige kirke. Vejret har som oftest drillet, men mandag 20. maj var vejret endelig med roerne, som tog af sted i to både, bemandet med otte roere, til Hirsholmen, hvor de ankrede op i den lille bugt, som de plejer, når de besøger øen.

- Gudstjenesten var kl. 14.00, og da vi ankom i god tid, slentrede vi i roligt tempo, i høj sol og med godt humør, mod kirken. Vi fandt vore pladser i det lille hyggelige kirkerum sammen med omkring 25 andre kirkegængere, fortæller John Kingo Kristensen, Frederikshavn Roklub.

Der var tændt levende lys i de smukke kandelabere flere steder i kirkerummet. Præsten, kirketjeneren og organisten var klar og ventede nu på at klokken blev 14.00, så gudstjenesten kunne begynde.

- Efter præludiet sang vi i det udleverede sangblad: I Danmark er jeg født. Der blev sunget godt med af de fremmødte kirkegængere. Efter denne sang startede gudstjenesten med en dygtig og kyndig præst. Da det var 2. pinsedag, blev der i præstens prædiken fortalt lidt om Helligånden, der jo steg ned til os i Pinsen. Efter diverse ritualer og flere sange sluttede gudstjenesten med et flot postludium spillet på kirkens gamle trædeorgel, oplyser John Kingo Kristensen.

Efter et kort møde ved info-huset roede roklubbens medlemmer hjem mod Rønnerhavnen og roklubben med fred i sjælen.

- En rigtig god og anderledes tur til Hirsholmen. Halleluja, smiler John Kingo Kristensen.

Man mener kirken er opført i omkring år 1641, og at kirkerummet har stået uændret siden opførslen af kirken. Altertavlen er dateret til omkring år 1500 og har tidligere haft sin plads i Flade Kirke.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...