Gå til hoved-indhold
15. juli 2024 - kl. 09.07

Forsyningens elselskab sænker prisen fra 1. august

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Frederikshavn Forsynings elhandel sætter tillægget til elprisen ned fra 1. august 2024.

Et uroligt og omskifteligt elmarked har de seneste år budt på stigende priser, men nu kan elselskabet tilbyde kunderne en prisnedsættelse.

- Prisen spiller en vigtig rolle, når kunderne køber el, og vi er glade for, at vi nu kan skrue lidt på prisen. Vi ser en positiv udvikling, hvor elprisen fortsat falder, mens elforbruget stadig er stigende - derfor kan vi nu sænke prisen, fortæller Kathrine Bech Fanøe, markedsspecialist for el hos Forsyningens elhandel.

Elselskabet sænker tillægget til elprisen fra 7,75 øre/kWh til 5,00 øre/kWh inkl. moms. Den variable elpris fastsættes fortsat på elbørsen.

- Vi er et lille, lokalt selskab, som vægter tryghed og troværdighed højt, men det seneste år har vi oplevet flere ufine tricks med ulovlig markedsføring, og hvor fup-sælgere fra forskellige elselskaber presser vores kunder til at skifte selskab. Heldigvis har vi nogle trofaste kunder, som ved, at de kan komme i kontakt med os – også ansigt til ansigt. Vores lokale tilstedeværelse giver vores kunder en tryghed samtidig med, at vores priser er gennemskuelige og uden skjulte gebyrer, tilføjer Kathrine Bech Fanøe.

Besøg Forsyningens hjemmeside eller kontakt Kundeservice via kundeservice@forsyningen.dk eller telefon 9829 9000 for mere information om, hvordan du kan få gavn af tilbuddet.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...