Foreslår at lukke 11 ud af 16 genbrugspladser i Frederikshavn Kommune
Antallet af genbrugspladser i Frederikshavn Kommune skal reduceres fra 16 til fem. Det indstiller Center for Teknik og Miljø til politikerne i Plan- og Miljøudvalget, som behandler sagen i næste uge.
Vedtages forslaget, vil borgere i Voerså fremover skulle køre 17,4 kilometer for at komme til den nærmest genbrugsplads, mens det kræver en køretur på 14,7 kilometer, når borgerne i Østervrå skal af med deres genbrugsaffald.
Indstillingen vil nemlig betyde, at kun genpladserne i Skagen, Ålbæk, Frederikshavn, Ravnshøj og Sæby overlever den kraftige reduktion.
En landspolitiske aftale fra 2020 indebærer, at der på alle kommunens genbrugspladser skal opstilles væsentligt mere materiel til håndtering af flere affaldsfraktioner. Frederikshavn Affald A/S har gennemført en analyse af de 16 genbrugspladser. Analysen omfatter pladsernes kapacitet, affaldsmængder, åbningstider, besøgstal og indretning samt økonomiske investeringer.
Analyserapporten indeholder 3 scenarier for en fremtidig genbrugspladsstruktur:
Scenarie 1: Alle pladser bevares og udbygges, hvor dette er nødvendigt.
Scenarie 2: Alle storby- og store oplandspladser samt Voerså bevares og udbygges, hvor dette er nødvendigt.
Scenarie 3: Alle storbypladser samt Ålbæk bevares uden behov for udvidelse af de fysiske rammer.
Bestyrelsen for Frederikshavn Affald A/S anbefaler Scenarie 3. Det samme gør Center for Teknik og Miljø. Det vil kræve en investering på mindst 22 millioner kroner. De tilsvarende tal for Scenarie 1 og 2 er 75 og 38,5 millioner kroner.
Frederikshavn Affald A/S ønsker endvidere, at genbrugspladsernes åbningstider harmoniseres i forhold til nabokommunerne. Harmoniseringen vil betyde, at storbypladserne åbnes for private husstande kl. 10 på lørdage og søndage (samt helligdage) samt kl. 12 på øvrige dage. Erhvervsvirksomheder henvises i formiddagstimerne til Sæby, Ravnshøj (Stenvej) eller Skagen.