Gå til hoved-indhold
14. juli 2023 - kl. 12.07

For iransk flygtning er Cup No.1 et kærligt gensyn med Frederikshavn

  • 2 af 3
    Hobro IK vandt fredag formiddag 1-0 i semifinalen over Bremerhaven fra Tyskland. Dermed er holdet klar til finalen fredag kl. 13.45 mod Makati Fotball Club fra Filippinerne.
  • 3 af 3
    Ruzbeh Asbert flyttede efter 10. klasse fra Frederikshavn til Aarhus, hvor han blev student og uddannede sig til tandlæge.
Af: Michael Frederiksen

Som 12-årig flygtede Ruzbeh Asbert fra Iran uden sin forældre. Det lykkedes ham at komme til Frederikhavn, hvor han i seks år boede hos sin onkel og tante, gik i skole på Bangsbostrand Skole og spillede fodbold i først FfI og senere Bangsbo Freja. I denne uge er han tilbage i Frederikshavn som træner for Hobro IK's U11-drenge i Cup No.1.

Ruzbeh Asbert flyttede efter 10. klasse fra Frederikshavn til Aarhus, hvor han blev student og uddannede sig til tandlæge. Efter en årrække i Skotland og Hadsund har han i år 10 års jubilæum som indehaver af Hobro Tandlæge Center, og det fejrer han i Frederikshavn.

- Pauli (bestyrelsesmedlem Pauli Jørgensen, red.) har inviteret mig i mange år, og nu synes jeg, at der var en god grund til at komme, fordi vi har jubilæum, så jeg inviterede alle de spillere, der havde mulighed for at tage med. Der er jo lidt svært at samle spillere og trænere i uge 28, og derfor er jeg også selv træner for holdet. Det plejer jeg ikke at være, forklarer Ruzbeh Asbert.

Holdet er indlogeret på Bangsbostrand Skole, hvor Ruzbeh Asbert gik i skole, da han boede i Frederikshavn.

- Den første aften kunne jeg slet ikke sove. Der kom mange hukommelser in mente. Bare gå der i skolegården og omklædningsrummet. Det var helt vildt, smiler Ruzbeh Asbert.

Turen tilbage i tiden fortsatte, da han ramte FfI's klubhus på Fodboldvej, særligt omklædningsrummene.

- Den duft er helt unik. Den findes ikke i andre omklædningsrum, jeg har været i. Det var præcis det samme som for 37 år siden. Det har ikke ændret sig. De røde mursten er her stadig. Det er som om, at tiden bare har stået stille. Det er vildt godt. Jeg elsker, at vi holder på traditionerne. Det er virkelig et godt indrettet klubhus, og det hele fungerer bare heroppe, mener Ruzbeh Asbert.

Han er sikker på, at holdet vender tilbage til Cup No.1 næste år.

- Alle forældre og spillere har været så glade for at deltage. Vi har været af sted til andre turneringer i Göteborg og Vildbjerg, men der er ikke den samme hygge som her, og det hele fungerer, siger Ruzbeh Asbert.

Han har bemærket, at FfI's populære turnering har 40 års jubilæum næste år, så det mener han, er en anden god grund til at komme igen.

Hobro IK vandt fredag formiddag 1-0 i semifinalen over Bremerhaven fra Tyskland. Dermed er holdet klar til finalen fredag kl. 13.45 mod Makati Fotball Club fra Filippinerne.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...