Gå til hoved-indhold
07. oktober 2023 - kl. 17.10

Flere private virksomheder skal producere ammunition i Elling

  • 1 af 4
    Forsvarschef Flemming Lentfer og forsvarsminister Troels Lund Poulsen. I baggrunden ses folketingsmedlem Bjarne Laustsen og byrådsmedlem Mette Hardam.
  • 2 af 4
    Der var allerede en vagt ved indgangen i forbindelse med pressemødet.
  • 3 af 4
    Der findes mange bygninger på "Krudten".
  • 4 af 4
    Staten har betalt 19,6 millioner kroner for Krudten Erhvervspark.
Af: Michael Frederiksen

Det bliver formentlig flere private virksomheder, som skal producere ammunition på "Krudten" i Elling. Det oplyste forsvarsminister Troels Lund Poulsen på lørdagens pressemøde i Elling, hvor han også takkede det lokale engagement fra borgmester Birgit S. Hansen og Frederikshavn Byråd.

Borgmesteren deltog ikke i pressemødet, da hun holder et par fridage i København, men byrådsmedlemmerne Mette Hardam og Peter Sørensen, begge Venstre, samt kommunaldirektør Thomas Eriksen tog pænt imod minsteren. Sidstnævnte havde en gave med til Troels Lund Poulsen, som meget passende fik overrakt en lille udgave af Krudttårnet.

- Vi er glade for, at der kommer gang i produktionen igen her i Elling, og som ministeren påpegede, vil det ikke bare skabe arbejdspladser her på "Krudten", konstaterede Mette Hardam.

Troels Lund Poulsen kan ikke siget noget om, hvornår der igen produceres ammunition i Elling. Han forventer, at der går to år.

- Det her er en vigtig milepæl for dansk forsvar i den desværre urolige tid, vi lever i, hvor vi må konstatere, at det at have bedre styr på landets forsyningskæder er blevet mere aktuelt efter krigen i Ukraine, sagde Troels Lund Poulsen.

Forsvarschef Flemming Lentfer deltog også i pressemødet i bygningen på Østvej på "Krudten".

- Set med Forsvarets øjne giver det rigtig god mening, at vi kigger ind en fremtid, hvor der kan produceres ammunition i Danmark, sagde Flemming Lentfer.

Han svarede også meget på konkret på, hvad der skal produceres i Elling.

- Det er alt lige fra ammunition til håndvåben, altså pistoler og rifler, til tunge maskingeværer, samt ammunition til morterer, kampvogne, skibskanoner og kampfly, oplyste Flemming Lentfer.

Troels Lund Poulsen kaldte området ved Elling for unikt, fordi der har været produktion af ammunition i mange år, og han har tiltro til, at der kommer styr på sikkerhed og bevogtning, når først produktionen går i gang.

Han håber, at det bliver flere private virksomheder, som kommer til at producere forskellige former for ammunition i Elling. En del gar allerede henvendt sig og er interesserede. Ministeren kan endnu ikke give et bud på, hvor mange arbejdspladser, der kommer på "Krudten", men Troels Lund Poulsen understregede, at produktionen vil smitte af på hele området.

Bygningerne vil blive renoveret i etaper. Det arbejde forventes at koste mellem 50 og 200 millioner kroner.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...