Fiskebaren udvider med pizzeria: Pre-opening i weekenden
Fiskebaren, der ligger på hjørnet af Danmarksgade og Rimmensgade i gågaden i Frederikshavn, har overtaget pizzeriaet ved siden af Fiskebaren, og lørdag og søndag i denne weekend er der pre-opening. Så allerede nu kan de første pizzaer langes over disken. Men Pernille og Claus Høeg mangler et navn til det nye sted.
- Vi har manglet kølekapacitet til Fiskebaren, så da lokalet ved siden af blev ledigt, slog vi til,. Vi ønsker samtidig at udnytte lokalerne fuldt ud, så derfor åbner vi nu vores nye sted, som vi endnu ikke har fundet et navn til. Vi har allieret os med Lorenzo, som er en italiensk pizzabager kendt fra de sociale medier. Han har også arbejdet som bager på Michelin-restauranter, og han har været her i to uger og givet mig og personalet et intensivt kursus i at lave de bedste pizzaer. Derfor er vi klar til pre-opening i denne weekend, hvor man kan vælge mellem seks forskellige pizzaer, fortæller Pernille Høeg fra Fiskebaren og det nye pizzaria.
Der vil selvfølgelig være en pizza med jomfruhummerhaler, og planen er foreløbig, at det nye pizzeria vil være åbent on and off i løbet af sommeren.
- Sommeren er en travl periode, og vi vil gøre vores bedste for at lave så mange pizzaer og sandwich som muligt, men vi vil heller ikke drive rovdrift på vores personale, og vi vil ikke gå på kompromis med kvaliteten. Pizzadej og foccacia brød til sandwich er hjemmebagt, og vi bruger så mange af vores hjemmelavede ingredienser fra Fiskebaren som muligt. Det gælder blandt andet estragon mayo, syltede rødløg og bresaola (italiensk lufttørret oksefilet). Derfor starter vi op i et roligt tempo, men efter sommerferien kommer der endnu flere nye tiltag, som vi fortæller mere om senere, siger Pernille Høeg.
Men først skal stedet have et navn.
- Vi tager gerne mod gode forslag, og derfor har vi lavet en konkurrence på vores Facebook, hvor det bedste forslag honoreres med fire pizzaer, siger Pernille Høeg.
Flere foreslår navnet Pizzabaren. Vinderen offentliggøres lørdag kl. 16.00.