Gå til hoved-indhold
23. juli 2023 - kl. 00.07

Frederikshavn Ishockey Klub tilknytter lettisk træner på fuld tid

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Frederikshavn Ishockey Klub får i den kommende sæson to fuldtidsansatte trænere. Ud over sportschef Henrik Christiansen er der tale om Andris Svitins fra Letland, som FIK netop har præsenteret.

Den 40-årige lette får ansvaret for FIK's hold i Talentligaen. Han bliver derudover en del af det trænerteam, som har ansvaret for udviklingen af spillerne på FIK Elite Hockey Academy. Her er de andre trænere Henrik Christiansen, Jesper Jensen, Aleksandr Bumagin, Mike Grey med flere. Andris Svitins er endvidere tiltænkt rollen som assistenttræner for et af FIK's ungdomshold.

Sportschef Henrik Christiansen vurderer, at FIK i Andris Svitins har fundet en spændende type.

- Jeg har snakket meget med ham, og det er min forventning, at vi får en træner, som er klar til at snakke meget med drengene. Vi har ikke brug for en træner, som hele tiden straffer spillerne, siger Henrik Christiansen.

Andris Svitins har tidligere været træner i blandt andet Italien, Sverige og Norge. Han "debuterer" som FIK-træner i forbindelse med FIK Bauer Hockey Camp, som begynder i eftermiddag.

FIK indleder sæsonen officielt lørdag 12. august, hvor der er standerhejsning foran Iscenter Nord. Henrik Christiansen håber især på tilgang af spillere mellem 6 og 10 år.

- Vi har kæmpet med rekrutteringen i flere år. Det lykkedes lidt i sidste sæson, men vi har brug for flere ungdomsspillere, erkender sportschefen.

FIK har blandt andet hentet de yngste skolebørn i busser, og i den forgangne sæson hentede man endda børn i 0. klasse.

Nye spillere fra 4-12 år har gratis kontingent de første tre måneder i FIK og kan låne udstyr i klubben.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...