FIK-spillere kommer med "backstage" hos White Hawks
Et styrket samarbejde mellem Frederikshavn Ishockey Klub (FIK) og Frederikshavn White Hawks har åbnet døren for flere spændende tiltag. Som en del af dette samarbejde får FIK's U10-, U12-, U14- og U16-spillere nu på skift mulighed for at følge eliteholdet til deres hjemmekampe.
I søndags var det Anton Mølgaard og Emil Hampus Bertelsen fra U16, der kom med helt tæt på de lokale ishockeyhelte til deres hjemmekamp mod SønderjyskE.
- I FIK har vi en stor ambition om at gøre ishockeysporten tilgængelig for alle - og for at skabe nogle fede oplevelser og et særligt fællesskab for vores unge spillere. Og vi er glade for, at Frederikshavn White Hawks er med på at skabe et helt unikt klubmiljø i hallen, udtaler Kasper Østergaard fra FIK's bestyrelse.
- Det bliver både sjovt og inspirerede for vores unge spillere at få lov at være med og se og høre, hvad der sker i "maskinrummet" på sådan en kampdag. Og det åbner også endnu mere op for, at elitespillerne kan være tydelige forbilleder og rollemodeller for de unge, mener Kasper Østergaard.
Han håber, at oplevelsen kan være med til at vise FIK's unge spillere vejen frem og motivere dem, der gerne vil gå hele vejen til at knokle på, så de en dag måske kan få muligheden for at blive en del af Frederikshavn White Hawks.
- Og med det sagt er det jo endnu en god grund til at komme i hallen til næste hjemmekamp - både for at heppe på White Hawks og for at se vores unge spillere med dem på isen før og efter kampen, siger Kasper Østergaard.
De yngste spillere i FIK kommer også til at møde elitespillerne helt tæt på. I løbet af sæsonen kommer der elitespillere fra Frederikshavn White Hawks på besøg på isen til de mindre holds træninger, og der arbejdes løbende i kulissen på flere spændende tiltag sammen med eliten.
Næste hjemmekamp spilles fredag aften, hvor White Hawks møder Odense Bulldogs. Her får tre FIK'ere lov til at være med helt tæt på. Det drejer dig om Christian Bredevang og Mads Busted fra U16 og Johan Mølholt fra U12.
- Kom i god tid og se opvarmningen, hvor spillerne fra FIK er med på isen, lyder opfordringen fra Kasper Østergaard.