FfI investerer stigende cup-overskud i ansættelse af ny medarbejder
En stigning i antallet af deltagende hold betyder, at Cup No.1 i år giver FfI Fodbold et større overskud end de senere år. Pengene vil bestyrelsen blandt andet investere i ansættelsen af endnu en medarbejder.
- Ja, den gode nyhed er, at vi vil videre med Cup No.1. Derfor slår vi en fuldtidsstilling op til besættelse i oktober, så der er én til at supplere den altid uforlignelige Jette (Varmløse, red.) og vores helt igennem fantastiske problemknuser Ronni (Kirkelund Jensen, red.). Jeg er sikker på, at med de idéer, vi har i støbeskeen, så har vi en endnu stærkere cup til næste år, udtaler formand Anders Brandt Sørensen.
Han kan endnu ikke sætte tal på årets overskud, men med flere deltagere og ikke mindst en større stigning i antallet af overnattende hold på skolerne, er formanden ikke i tvivl om, at FfI tjener flere penge end de senere år.
- Det har været endnu en skøn cup. Og jeg er sikker på, at vores fodboldspillere vil få rigtig meget glæde af de penge, vi har tjent, siger Anders Brandt Sørensen.
Kilder oplyser til Kanal Frederikshavn, at flere udlandske hold i år har snydt med brug af ældre spillere, og at FfI's ledelse er bekendt med dette problem.
- I Cup No.1 tror vi naturligvis ikke som udgangspunkt, at nogen snyder. Vi har haft enkelte henvendelser om det, men det drejer sig om under én procent af de næsten 600 kampe. Vi tager altid kontakt til holdene i sådanne tilfælde, forklarer Anders Brandt Sørensen.
De fleste spillere overnatter på skoler i Frederikshavn. Det forlyder, at der er begået en del hærværk på Bangsbostrand Skole.
- Vi er altid glade for at låne skolerne til overnatning. Her efter cuppen gør vi tingene op og får et overblik over, om vores overnattende gæster har slidt ekstra meget på skolerne. Det vil vi selvfølgelig sørge for kommer i orden, inden skolerne starter til august. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sende en stor tak til alle de kommunale servicemedarbejdere på de enkelte skoler. De har som altid udvist en helt uforlignelig tålmodighed og et ubeskriveligt serviceniveau, roser Anders Brandt Sørensen.
Cup No.1 havde deltagelse af 182 hold fra 17 nationer. De sidste finaler blev spillet i går. FfI strøg til tops i tre drengerækker: U10, U13 og U15. Årets sidste finale blev vundet af Dessert Rangers fra Dubai. I den næstsidste finale tabte Bangsbo Frejas U18-drenge med 0-1 til FK Toten, som scorede sejrsmålet fire minutter før tid.
Næste år afvikles Cup No.1 fra mandag 7. til lørdag 12. juli.