Gå til hoved-indhold
17. august 2024 - kl. 00.08

FfI inden efterårspremiere: Målet er at undgå nedrykning fra JS2

  • 1 af 1
    FfI rykkede i foråret op i sidste spillerunde med en sejr i Hirtshals.
Af: Michael Frederiksen

I foråret tog FfI's unge mandskab fusen på konkurrenterne i en meget tæt serie 1-pulje og rykkede op i Jyllandsserien 2. Her er målet at undgå nedrykning.

- Målet her i efteråret er ret enkelt. Det er overlevelse i rækken. Vi kom fra en virkelig tæt serie 1-pulje i foråret, hvor alle slog alle. Nu venter et efterår, hvor vi formoder et højere niveau hos modstanderne, siger FfI's cheftræner Jonas Serup.

Hvilke kvaliteter skal give jer succes?

- Uden at lyde for klicheagtig er det kollektivet, der skal præstere på et højt niveau, hvis vi skal lykkes med målsætningen. Det vil sige, at hvert individ skal være knivskarp på, hvordan man bidrager bedst muligt til holdet, både på og udenfor banen. Men indtil videre er truppen og staben ved godt mod. Vi har trænet rigtig godt i opstarten og lægger uge på uge lag på lag på. Men vi ved godt, det bliver en hård sæson, hvor der skal slides for hvert point, siger Jonas Serup.

Der er ikke sket de store ændringer i truppen. To spillere har forladt FfI, men der også kommet et par nye spillere til FfI, som åbner efterårssæsonen i eftermiddag ude mod Gug.

- Vi gælder os til at komme i gang. Gug har klubarrangement lørdag, svarende til den lokale byfest, så der kommer forhåbentlig en del tilskuere på lægterne, hvilket bare er med til at motivere os endnu mere. Vi kommer altid til at gå efter de tre point. Det vil sige, vi går friskt til opgaven og kommer for at byde Gug op til dans på det spillemæssige. Men hver kamp har sit eget liv, så vi kan sagtens stå en i situation, hvor et enkelt point vil være tilfredsstillende, forudser FfI-træneren.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...