Erhvervsformand i Sæby: - Vi vinder guld i alle discipliner i Sæby
- Vi vinder guld i alle discipliner i Sæby. Vi er så meget i topform, og vi har jo ventet i 500 år på den store fest, sagde formand Kim Müller, Sæby Erhvervsforening, da borgmester Birgit S. Hansen, Frederikshavn Kommune, i går holdt reception for inviterede gæster i anledning af Sæbys 500-års købstadsjubilæum.
Jubilæet fejres for alvor i weekenden.
- Det bliver et brag af en fest. Det kan jeg love jer for, lød det fra Kim Müller.
Han beskriver Sæby som en "perle".
- Vi skal satse endnu mere på turisterne, og jeg tror, at Sæby bliver et af de største upcoming turiststeder, sagde Kim Müller til Kanal Frederikshavn under receptionen, som havde deltagelse af omkring 100 gæster.
Blandt deltagerne var Japans ambassadør i Danmark, Hideki Uyama, som havde taget sin kone, Marika Uyama med til Hotel Viking i Sæby. Der er et særligt forhold mellem Frederikshavn og Japan. En kold februardag i 1957 sejlede et af Mærsks skibe i høj sø ud for Wakayamas kyst i Japan, da de fik en brændende fiskekutter i sigte. En redningsauktion viste sig umulig at gennemføre, men maskinmester Johannes Knudsen fra Frederikshavn iførte sig redningsbælte og sprang i havet at redde en fisker, der var hoppet overbord fra sin brændende kutter. Det lykkedes Johannes Knudsen at få et greb i fiskeren, men stormen var for kraftig, og det lykkedes ikke at hale de to skibbrudne ombord på Mærsk-skibet. De mistede begge livet i de iskolde bølger, og Johannes Knudsen har siden den haft heltestatus i Wakayama.
Der er opsat en mindesten og buste til ære for Johannes Knudsen i Wakayama. Den har ambassadøren besøgt, og det gjorde et stort indtryk på ham. Lørdag besøger hans Johannes Knudsens gravsted i Frederikshavn, hvor han har blomster med.
To venskabsbyer deltog også i receptionen. Borgmester Mats Holmberg havde taget turen fra Tranås i Sverige, mens Stadtverordnetenvorsteher Torsten von Haaren kom fra Bremerhaven i Tyskland.
Biskop Thomas Reinholdt Rasmussen, tidligere borgmester Lars Møller, halvdelen af byrådsmedlemmerne i Frederikshavn Kommune, Nordjyllands Politi, Nordjyllands Beredskab, erhvervsfolk, foreninger, repræsentanter for seks skibe, som deltager i jubilæet, var ligeledes tilstede på Hotel Viking.
Som beskrevet andetsteds forærede Sæby Fiske-Industri A/S og Vanggaaard-fonden et nyt kunstværk i granit til 500-års købstadsjubilaren.
Trigon-Fonden var også i gavehumør. Karl-Erik Slynge havde 50.000 kroner med til Vandsportens Hus i Sæby. Der var inden receptionen indsamlet 27,5 millioner kroner, så nu mangler der "kun" 2.450.000 millioner kroner, inden byggeriet af det 750 kvadratmeter store Vandsportens Hus kan gå i gang.
Under receptionen introducerede borgmester Birgit S. Hansen et "Sæby-hurra". Det kan høres i begyndelsen af videoen.