Velkommen til curlingstaten: Nu skal forældre også opdrages
Folketingsmedlem og børneordfører Theresa Berg Andersen (SF) samt borgmesterkandidat og byrådsmedlem Christina Lykke (SF) har skrevet dette indlæg: Mange forældre kæmper med lange ventetider til hjælp, krævende arbejdsliv og et forventningspres for at være en god forælder. Når en tredjedel af de langtidssygemeldte hos pensionsselskaberne PFA og Danica, er forældre til børn i mistrivsel, burde vi ikke pege fingre – men i stedet sikre en bedre støtte. Ellers risikerer vi at forværre forældretrivslen i forsøget på at gøre børns bedre. Og deres trivsel lettes bestemt ikke af at have en mor eller far, som går ned med stress på grund af selvbebrejdelse, skam og bekymring.
Den trivselskommission, regeringen nedsatte efter opfordring fra SF, præsenterede i slut-februar sine anbefalinger til at tackle børn og unges trivsel. Flere anbefalinger henvender sig til forældre, blandt andet i form af syv punkter for "god opdragelse".
Overordnet peger kommissionens anbefalinger i den rigtige retning, men ved at rette fokus mod forældrene risikerer vi at overse det egentlige problem i debatten: De rammer og vilkår, familierne lever under.
Forældres opdragelse har selvsagt stor betydning for børn, men de såkaldte curlingforældre, kommissionens kritik synes at rette sig mod, udgør kun seks procent af forældre ifølge en analyse fra Vive. Selv hvis der var problemer ved opdragelsesformen, er det altså begrænset hvor udpræget den er. Derfor mener vi, at det sidste ud af de syv punkter er nok: Forældre kender sit barn bedst, og det vigtigste er den tryghed, der kan gives gennem nærvær og omsorg.
En del af kritikken omhandler overvågning og kontrol af børn, men er indblanding i forældres opdragelse ikke også en kontrol af forældre? Hvis vi endelig skal kigge på forældre, burde vi i stedet se på hvorfor danske forældre, modsat de andre nordiske lande, tilsyneladende bliver mindre lykkelige efter at få børn. Noget tyder altså på, at samfundets indretning ikke tilgodeser familiernes behov. Vi kan derfor drage inspiration fra vores nordiske naboer og se på de rammer.
Vi kan starte med at sikre muligheden for flere hjemmedage, når ens børn er syge og forbedre vilkårene i institutionerne, så både medarbejdere og børn kan få mere ro på. Blandt andet ved at holde fast i normeringer. Det vil også gøre, at forældre kan aflevere sine børn om morgenen trygt og bekymringsfrit. Så skal vi også gøre det lettere at være forældre til børn i mistrivsel i stedet for at fodre forventningspresset. Når børn mistrives, må vi støtte hele familien, og så skal de lange ventetider til hjælp som PPR ned.