En rigtig drillenisse, som fik stor sympati hos børnene i Det Musiske Hus
Juleglæden spredtes lørdag eftermiddag i Det Musiske Hus, da Louise Schouw Teater var på besøg med den elskelige forestilling "Den store nisseprøve".
Nisserne Nis og Nisse Sisse skulle op til den store eksamen, og mon det blev en rød eller en grøn hue, de fik? Nu er det snart jul, og det var tid til "Den store nisseprøve".
De to nisser Nis og Nisse Sisse var i skole, for det er nemlig sådan, at alle nisser hvert 100. år skal til Nisseprøve for at få lov til at beholde deres røde nissehuer. Dumper de, må de i stedet bære den grønne nissehue, og det er enhver nisses skræk at skulle ende sine dage som grøn havenisse.
Nis og Nisse Sisse får en dårlig start på prøven, fordi de kommer for sent, men Nisse Sisse fik hurtigt indhentet det forsømte, fordi hun var en god og dygtig elev med stor respekt for lærerinden Frøken Hanegal. Nis havde imidlertid problemer. Som alle unge drenge-nisser havde han svært ved at sidde stille og holde koncentrationen i skolen, og han kom til at lave helt om på nogle af julesangene.
- Han var en rigtig drillenisse, som fik stor sympati hos børnene. Det var en rigtig opvarmer til julen for børn i salen og deres forældre/bedsteforældre og bonus af alle slags, fortæller formand Lilly Pedersen, Frederikshavn Teaterforening.
- Børnene i salen levede sig ind i forestillingen, og det var en fryd at lytte til, når de mange børn, der kom med glade tilråb og talte med på alle juledagene. Men bedst af alt var, da alle børn og deres forældre/bedsteforældre sang "På loftet sidder nissen" - alle vers blev sunget, og Nis bestod selvfølgelig, for det var nemlig for ham vi sang, smiler Lilly Pedersen.
Frederikshavn Teaterforening takker Arbejdernes Landsbank for samarbejdet om denne juleforestilling.
Chris Skytte, Marianne Bøgelund og Anne Suppli medvirkede, og Ella fra Sæby fik lov til at prøve eksamensstolen.