Designerindbrud i sommerhus på Jens Digets Vej i Skagen
En sommerhusejer i Skagen kom onsdag aften op til et trist syn, da der havde været indbrud i ejendommen på Jens Digets Vej, tæt på Vippefyret. I Frederikshavn borede tyve et hul i en port for at komme ind.
Fra sommerhuset i Skagen er der stjålet en Wegner-gyngestol med skammel og fem PH-lamper (to Vandpumpen og tre bordlamper). Derudover er tyvene stukket af med yderligere tre bordlamper, en B&O-højttaler samt spiritus.
Indbruddet fandt sted i perioden fra 28. april til 8. maj. Der er opbrudt et vindue.
Der har også været indbrud på Knivholtvej 20 i Frederikshavn, hvor Team Projekt & Værksted, Frederikshavn Kommune, holder til.
Her er der skåret et hul i en port, så den efterfølgende kunne åbnes.
Det vides endnu ikke, om der er stjålet noget.
Gerningstidspunktet er torsdag kl. 13.00 til fredag kl. 7.30.
Kan du hjælpe politiet med oplysninger i de to sager, bedes du kontakte politiet på 1-1-4.