Gå til hoved-indhold
03. juni 2024 - kl. 00.06

Bangsbo Blomsterfestival: Velbesøgt og fornøjede udstillere

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

I weekenden blev den 27. udgave af Bangsbo Blomsterfestival afviklet i Frederikshavn, og nærmest traditionen tro foregik det i strålende solskin, som lokkede formentlig over 5.000 mennesker til den hyggelige blomsterfestival.

- Vejret var faktisk for varmt, for når vi kommer over 25 grader, er stranden en stor konkurrent, men det tyder på, at vi lander på nogenlunde samme besøgstal som sidste år, siger formand Preben Reinholt, Bangsbo Botaniske Have.

I 2023 var der 5.200 gæster til Bangsbo Blomsterfestival.

- Det har været en god weekend. Helt sikkert. Udstillerne er fornøjede, og de har solgt godt, fortæller Preben Reinholt.

Det gælder blandt andre orkidéeksperten Michael Tibbs, som havde seks medarbejdere med til Frederikshavn for at imødekomme efterspørgslen. Han er vant til at rejse rundt i hele verden, men han elsker Bangsbo Blomsterfestival, hvor han nu har været tre år i træk.

- Han er kommet for at blive, og det giver han også udtryk for. Han kan lide at være her. Han bemærker, at her er glade mennesker og ingen bøvl. Det er et gennemgående træk. Folk er glade, og de synes, at vores festival er hyggelig, udtaler Preben Reinholt.

Udstillerne sætter blandt andet pris på, at Bangsbo Blomsterfestival fastholder tradtioner som morgenmad til udstillerne og morgensang, hvor de bliver budt velkommen. Dernæst er der flaghejsning og borgmesterbesøg. 

- Vi har nogle gode rammer, og vores frygt for, om vi var ved at overleve os selv, har vist sig at være ubegrundet, konstaterer formanden.

Hvorfor var I bange for det?

- Vi kan jo se, at supermarkederne sælger en masse blomster, så vi er nødt til at have noget, som de ikke har. Altså nogle specialiteter, som ikke findes andre steder. Det har vi på flere områder, blandt andet når det gælder havetilbehør. Vi burde nok kalde det for en havefestival, men vi fastholder dog vores navn, forsikrer Preben Reinholt.

Han garanterer desuden, at den 28. udgave af Bangsbo Blomsterfestival afvikles 31. maj til 1. juni 2025.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...