Gå til hoved-indhold
01. marts 2024 - kl. 00.03

Arena Nords tilbagebetaling af lån blev en varm politisk kartoffel

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

En sag om Arena Nords tilbagebetaling af et lån til Frederikshavn Kommune får nu den konsekvens, at der skal udarbejdes en samlet oversigt over denne type af lån og gældsbeviser.

- Hvor mange af sådanne udlån har Frederikshavn Kommune egentlig? Det vil vi allesammen have godt af at vide, sagde Mette Hardam (V) på onsdagens byrådsmøde.

Svaret fra borgmester Birgit S. Hansen (A) kom prompte.

- Det er kun rimeligt, at vi får et overblik, mente hun.

Debatten opstod i kølvandet på en sag om Arena Nords tilbagebetaling af et lån i 2005 på 1.450.000 kroner til etablering af
250 parkeringspladser ved Arena Nord.

Lånet forfalder til fuld indfrielse i januar 2025, men gældsbeviset indeholder følgende afsnit: "Debitor kan dog til den tid ansøge om, at der i stedet fastsættes en afviklingsperiode over en nærmere aftalt årrække".

På et møde mellem Arena Nord, borgmesteren og kommunaldirektøren 30. januar 2024 anmodede Arena Nord om at få en afviklingsperiode for lånet i stedet for fuld indfrielse i januar 2025. En afviklingsperiode på 10 år vil betyde årlige afdrag på 145.000 kroner, og det var indstillingen til Byrådet.

Løsgængeren Peter Sørensen var først og fremmest utilfreds med, at gamle Frederikshavn Kommune i 2005 på denne måde valgte at sende Sorteper videre. "Anstødeligt" og "ikke kønt" var nogle af de ord, som Peter Sørensen anvendte.

- Nu sidder vi med Sorteper, og Frederikshavn Kommune fattes penge. Vi skal holde skruen stram. Vi har vores ting at slås med. Vi skal ikke slås med noget, som de ikke kunne blive enige om for 20 år siden, sagde Peter Sørensen.

Han langede også ud efter Arena Nord.

- De har vel opsparet 1.450.000 kroner, for de ved jo, at lånet skal indfries i januar 2025. Arena Nord er privilegeret. Det er det sted, hvor store aktiviteter placeres. Derfor skal de vise så meget klasse, at de kan indfri deres lån og gældsbreve, bemærkede Peter Sørensen.

Som et kompromis foreslog han, at lånet skal tilbagebetales over fem år. Det blev sat til afstemning. Seks stemte for: Peter Sørensen (UP), Mette Hardam (V), Lone Haugaard (V), Jan Bjeldbak (V), Jens Borup (V) og Jens Nygaard (DD). De resterende 21 byrådsmedlemmer stemte imod.

- Vi sidder i samtlige udvalg og fattes penge. Vi går med på Peter Sørensens forslag. Det er fint, og det hopper vi med på, forklarede Mette Hardam.

Herefter kom administrationens forslag til afstemning. Det endte med de omvendte cifre. Det vil sige, at Arena Nord de næste 10 år betaler 145.000 kroner.

- Socialdemokratiet siger, at Arena Nord ikke har alle pengene nu, men så er de jo ikke ansvarlige. Jeg frygter en risiko for præcedensdannelse her. Vi gør det ikke ordentligt, mente Peter Sørensen.

På byrådsmødet vedtog politikerne også vilkårene for tilbagebetaling af et lån på 200.000 kroner til Fonden Kulturhuset Skovlyst. Det skal tilbagetales over 15 år. De første fem år bliver afdragsfrie. Derefter skal der årligt betales 20.000 kroner.

- Det er ildsjæle, som kæmper og knokler. De skaber liv i området. Det er vores måde at bakke op. Vi har brug for, at civilsamfundet gør noget, udtalte Birgit S. Hansen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...