Ældre i Skagen, Ålbæk, Sæby og Voerså udsat for indbrud og bedrageri
Flere ældre borgere i Skagen, Ålbæk, Sæby og Voerså blev frastjålet penge i går. Politiet oplyser, at der er tale om indbrud og bedrageri. "Man er nødt til at være på vagt", advarer politikommissær Peter Skovbak, leder af Efterforskningscenter Frederikshavn.
I tre tilfælde blev de ældre opsøgt i deres bolig med beskeden om, at der havde været en del indbrud i området, og at vedkommende nu ville hjælpe de ældre med at gemme deres værdier.
Ved 15-tiden gik det ud over en 83-årig kvinde på Stationsvej i Ålbæk. Hun lukkede "en nydelig ældre mand" ind i sin bolig, men konstaterede efterfølgende, at han havde taget penge fra hendes pung i køkkenet.
En time senere - ved 16-tiden - ringede det på døren hos en 92-årig kvinde på Sankt Laurentii Vej i Skagen. Hun blev også bedt om at finde sine værdier, men kvinden afviste manden, der talte dansk og havde gråt skæg.
Mellem kl. 13.30 og 16.00 lykkedes det at stjæle penge hos en 92-årig mand, ligeledes på Sankt Laurentii Vej. Han blev informeret om, at der havde været indbrud hos naboen, og at manden i døren nu ville hjælpe den 92-årige med at gemme penge og andre værdier.
Tyven gik selv ind i soveværelset, hvor den 92-årige havde sin pung liggende. Efterfølgende gik det op for den ældre mand, at der var stjålet penge.
I Sæby og Voerså blev tre ældre personer ringet op med beskeden om, at det var fra banken. Deres betalingskort var blevet misbrugt, så nu ville banken sende en medarbejder ud for at hente disse betalingskort.
Kl. 12.21 gik det ud over en 80-årig kvinde på Laurits Christensens Vej i Sæby, og kl. 12.48 ringede "banken" på døren hos en 86-årig kvinde på Chrestensmindevej i Sæby. Endelig havde en 76-årig mand på Østkystvejen i Voerså besøg ved 17-tiden.
I alle tre tilfælde blev betalingskortene straks misbrugt. To af stederne var de ældre borgere så flinke, at de endda oplyste koden til "medarbejderen fra banken".
- Vi har fået forskellige signalementer, så det tyder på, at der har været flere om det her, men i alle seks sager er der tale om mænd, oplyser Peter Skovbak.
Han opfordrer alle til at være på vagt og gør igen opmærksom på, at en bank aldrig på denne måde sender en medarbejder ud for at afhente betalingskort.
Det er langt fra første gang, at politiet oplever denne type af indbrud og bedrageri.