Gå til hoved-indhold
112
14. august 2024 - kl. 15.08

30-årig kvinde i Kvissel sigtet for at sælge hård narkotika

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Anholdelse af en narkopusher, som ikke i forvejen er kendt af politiet. Indbrud med tyveri af smykker. Et færdselsuheld ved indkørslen til Farm Fun. Det er tre af sagerne på politiets døgnrapport, når det gælder Frederikshavn Kommune.

Onsdag formiddag slog politiet til på en adresse i Kvissel. Politiet havde modtaget et tip om, at der blev solgt narko. 

Ganske rigtigt blev der ved en ransagning fundet 77 gram ketamin og 32 gram hash. Førstnævnte hører til i kategorien "hård narkotika".

Politiet anholdt en 30-årig kvinde, som bor på adressen. Hun stammer ikke fra lokalområdet og er ikke i forvejen kendt af politet.

Kvinden blev løsladt efter endt afhøring, men hun kan nu se frem til et retsligt efterspil, hvor der venter hende en bøde.

Mandag mellem kl. 16.30 og 17.30 var der indbrud i en villa på Åvænget i Frederikshavn. Tyven - eller tyvene - kom ind via en ulåst terrassedør.

Der er stjålet en 14 karats guldkæde og et Marguerit-sølvsmykke fra Georg Jensen.

Politiet (1-1-4) hører gerne fra vidner, som har bemærket noget sent mandag eftermiddag i dette villakvarter i Frederikshavn, som ligger tæt på blandt andet Sæbybanestien.

Tirsdag kl. 12.40 skete der et færdselsuheld på Jerupvej ud for indkørslen til Farm Fun.

En 62-årig mand i en tysk indregistreret bil kørte mod nord og drejede ind til Farm Fun. Den tyske bil blev påkørt bagfra af en 73-årig mand fra Svenstrup, som tilsyneladende ikke var opmærksom på, at tyskeren drejede til højre og derfor nedsatte hastigheden.

Ifølge politiet kom ingen alvorligt til skade.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...