25 of Europe’s coolest places to stay: Skagen på flot fjerdeplads
Skagen er elsket af mange. Det er heller ikke gået den internationale avis The Times' næse forbi. Nu er Skagen kåret til at være en af de 25 cooleste steder at tage til.
- Artister har tendens til at følge lyset, og i Danmark betyder det Skagen, landets nordligste punkt, skriver avisen blandt andet.
Især et sted bliver fremhævet: Skagen Museum, hvor skagensmalernes malerier er udstillet. Det vækker glæde.
- Det er vi enormt glade for. Skagensmalerne rejste på kryds og tværs af Europa og hentede inspiration, og det er vigtigt for os at have en international tilstedeværelse. Både fordi det er den historie, skagensmalerne har givet os, men også fordi det er givende for os, når nye øjne ser på vores museum og kunstnerhjem, lyder det fra Lissette Vind Ebbesen, som er direktør for Skagens Museum, til TV2 Nord.
Selv vidste hun og museet ikke, at de ville få fint besøg, så derfor kom det også som en overraskelse, da de pludselig blev nævnt på listen sammen med destinationer i Spanien, Kroatien og Grækenland.
Og det er altså ikke helt nede i bunden, at den nordjyske perle kan findes. Ikke engang kun i Top 10, men helt oppe i Top 5. For på en fjerdeplads står der simpelthen Skagen. Men det betyder ikke, at Skagens Museum popper champagneflaskerne og holder den helt store fest.
- Vi knokler lige nu med at få vores efterårsudstilling, Tegn Amok, på benene, så vi fejrer med en ekstra stor kop kaffe en af de kommende dage, siger direktøren til TV2 Nord.
I forvejen valfarter folk til den nordjyske top - især i uge 29. Men med en anerkendelse fra selveste The Times kan byen nu blive endnu mere proppet. Også udenfor højsæson. Det ser de frem til på Skagens Museum.
- Vi håber, at det vil skabe øget international opmærksomhed omkring vores museer – og forhåbentlig trække en masse gæster til, siger Lisette Vind Ebbesen.