Tryggere rammer i Frederikshavn Golfklub med to hjertestartere
Frederikshavn Golfklub har investeret i to nye hjertestartere med varmeskab til brug på klubbens anlæg. Frederikshavns bane dækker et stort område, hvor hullerne længst væk faktisk ligger tæt på Elling.
- Derfor har vi placeret en hjertestarter ved klubhuset samt en hjertestarter længst væk fra klubhuset. Efter at klubben har investeret i robotklippere, har vi fået el rundt på banen, og det har gjort det muligt at opsætte et varmeskab med den sidste nye model hjertestarter ude på selve banen, oplyser formand Ove Christensen.
Dermed er golfklubben blevet et tryggere sted at være for alle medlemmer, gæster og ansatte. Ud over de to hjertestartere har klubben en aftale med Den Præhospitale Virksomhed i Aalborg vedrørende udrykningskørsel på baneanlægget.
En yderligere gevinst er, at hjertestarteren ved klubhuset også bliver tilgængelig for de beboere, der bor tæt på i Golfparken, idet den bliver tilmeldt Trygfondens App Hjertestarter.
Efter sommerferien vil der blive igangsat undervisning af ansatte, udvalg og andre interesserede af en ekspert, der er tilknyttet projektet.
- En stor tak til Nordjyske Bank og klubbens medlemmer for bidrag til indkøb, udtaler formanden.
Hjertestarterne er købt lokalt hos HartAid v/Thomas Hartmann.