To frederikshavnere vinder sølv ved ungdoms-OL i Sydkorea
Torsdag morgen dansk tid vandt Danmark sølv i ishockey i et tre mod tre-format ved ungdoms-OL i Gangwon i Sydkorea. Det skete med de to frederikshavnere Anton Wilde og Martinus Schioldan på holdet.
Anton Wilde og Martinus Schioldan, begge 15 år, repræsenterer Frederikshavn Ishockey Klub, hvor de går på FIK Elite Hockey Academy.
Danmark har været ganske suveræne i flere kampe i Gangwon, men Letland blev en for stor mundfuld i finalen, hvor Danmark tabte 3-10.
Det er blot anden gang nogensinde, at Danmark vinder en medalje ved ungdoms-OL.
Første medalje kom i hus tidligere ved dette OL med en imponerende guldmedalje i bobslæde.
Følgende nationer deltog i ishockey-turneringen i Sydkorea: Kasakhstan, Østrig, Storbritannien, Taiwan, Spanien, Polen og Letland.
De otte hold spillede til at begynde med alle mod alle. De fire bedste hold i grundspillet kvalificerede sig til semifinalene i går, mens finalen blev spillet i dag.