Tilmeld dig padelturnering i Sportshallen og vind en kamp mod Stig Tøfting
Lørdag 16. marts kl. 10-14 holder Sportshallen på Suderbovej i Frederikshavn i samarbejde med Faxe Kondi Pro en spændende padelturnering. Ud over at teste sit niveau er der mulighed for at vinde fede præmier – blandt andet en singlekamp mod en af de otte kendisser, som i ugen efter stiller op i Sportshallen til et støttearrangement for KidsAid.
- Alle kan være med uanset niveau. Vi laver to rækker med blandet kvinder og mænd. En række for let øvede og en række for øvede. Der er præmier til de tre bedste i begge rækker, hvor vinderen i begge rækker vinder en kamp mod en af de otte kendiser. Bare denne præmie har en værdi af 1.500 kroner, fortæller Bo Jensen fra Sportshallen.
Der er plads til 12 spillere i hver række, og prisen for at deltage er 500 kroner. Alle deltagere får et Faxe Kondi fleecetæppe.
- Vi støtter selvfølgelig den gode sag, og derfor donerer vi alle pengene fra arrangementet til KidsAid, som drengene i Bangsbo Freja er en del af, understreger Bo Jensen.
KidsAid er en organisation, som støtter syge og sårbare børn i Danmark.
De otte kendisser, som stiller op til Kids Aid-arrangementet torsdag 21. marts, er de tidligere fodboldspillere Stig Tøfting, Søren Frederiksen, Peter Graulund, Thomas Gaardsøe og Jesper Grønkjær, komikeren Carsten Bang samt de tidligere håndboldspillere Lars Christiansen og Rikke Hørløkke. Denne turnering er det også muligt at tilmelde sig og støtte det gode formål.
- Det bliver et par gode dage med hyggeligt samvær, padel og fantastiske præmier, så det er bare med at melde sig hurtigt til på info@sportshallen.dk, opfordrer Bo Jensen.