Gå til hoved-indhold
22. april 2024 - kl. 23.04

Stars & Strikes spiller sig i finalen for første gang i ni år

  • 1 af 1
    Semifinalen blev afviklet i Herning Bowlingcenter.
Af: Michael Frederiksen

Bowlingklubben Stars & Strikes fra Frederikshavn har for første gang siden 2015 kvalificeret sig til finalen i Jysk/Fynsk Turnering. Stars & Strikes havde spillet sig i søndagens semifinale på nogle af de yderste mandater, så forventningerne var ikke høje, da spillerne mødte op i Herning Bowlingcenter. Men når kampene spilles med 3-mands hold og bliver afgjort over én serie, så kan en lille klub fra Frederikshavn godt overraske. Puljen bestod af otte hold, som spillede om fire pladser i finalen.

De lave forventninger gjorde måske, at Stars & Strikes spillede en anelse mere frigjort. Holdet var i hvert fald klar fra start, og første kamp mod Silkeborg Bowling Team endte med en sikker sejr på 654-577. Kim Walther Nielsen scorede 234 og Thomas G. Larsen scorede 228.

Anden kamp var mod Fight 2, hvor Stars & Strikes sikrede sig en komfortabel føring tidligt i kampen. Denne føring skulle vise sig at være vigtig, da frederikshavnerne kom i problemer i slutningen af kampen. Fight 2 kunne have afgjort kampen til deres fordel, hvis de havde lavet flere strikes i 10. rude, men heldigvis lykkedes det Stars & Strikes at vinde 542-525. Rasmus Hansen scorede 201.

I tredje kamp blev holdet kørt midt over af Stenhuset, som vandt 708-521. Alle tre spillere fra Stenhuset scorede over 230, og kampen var afgjort så tidligt i serien, at spillerne fra Stars & Strikes brugte afslutningen af kampen til at finde andre bowlingkugler frem fra taskerne og skyde dem ind.

HIK-Bowling var modstanderen i fjerde kamp. Endnu engang kom Stars & Strikes foran, hvorefter afslutningen blev præget af lidt ”gummiarm”, hvor missede opsamlinger pludselig var ved at koste sejren. Til trods for dét vandt Stars & Strikes kampen 578-559. Thomas G. Larsen scorede 201.

Med tre sejre i de første fire kampe manglede Stars & Strikes kun én sejr mere for at spille sig i finalen. Der var tre kampe tilbage, men modstanderne i de to næste kampe var ST og LBC, som spiller i henholdsvis Bowlingligaen og toppen af 1. division. Kampen mod ST blev reelt afgjort af én spiller fra ST, som scorede 266 og dermed bidrog gevaldigt til ST’s sejr på 613-546. Højeste score hos Stars & Strikes var 200 af Rasmus Hansen.

Kampen mod LBC var atypisk i forhold til de andre kampe. Nu var det Stars & Strikes, som kom bagud midt i serien, mens modstanderne fik ”gummiarm” i slutningen, hvor Stars & Strikes pludselig kunne hive en højst uventet sejr hjem. Det krævede dog, at sidste spiller hos Stars & Strikes skulle lave to strikes i 10. rude. Første strike blev lavet, men andet kast væltede desværre kun ni kegler, og LBC vandt kampen 649-645. Thomas Mølholt scorede 225, Rasmus Hansen scorede 212 og Kim Walter Nielsen scorede 208.

Sidste kamp var imod Fight 1, hvor frederikshavnerne havde fuld koncentration fra start. Igen en hurtig føring, som tvang modstanderne til at lave en tidlig udskiftning. Afslutning blev dog igen præget af splits og nogle missede opsamlinger. Heldigvis kunne Fight 1 ikke udnytte chancen, og Stars & Strikes vandt 587-567. Thomas Mølholt scorede 203 og Rasmus Hansen scorede 200.

Med fire sejre ud af syv kampe blev Stars & Strikes nr. fire i semifinalen og gik videre til finalen sammen med Stenhuset, LBC og ST. Finalen bliver spillet i Viborg 18. maj, hvor de fire hold puljes sammen med de fire bedste hold fra Fyn/Syddanmark.

Sådan spillede holdet:
Kim Walther Nielsen (793 kegler over 4 serier – snit på 198)
Thomas Mølholt (787 kegler over 4 serier – snit på 197)
Rasmus Hansen (1.371 kegler over 7 serier – snit på 196)
Thomas G. Larsen (950 kegler over 5 serier – snit på 190)

Derudover havde holdet én fællesserie på 172 kegler.
 

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...