SMUK's Beauty Angel Lys er blevet meget populært
Hudplejeklinikken SMUK på hjørnet af Asylgade og Ørnevej i Frederikshavn har for alvor knækket koden, når det gælder Beauty Angel Lys. Indehaver Louise Krogh har netop købt en ekstra maskine, og den er særdeles populær.
- Det er nemt og hurtigt i en travl hverdag, og lyset er benzin på motoren. De små celler bliver aktiveret af lyset. Det er et bredspektret lys, som intet har med et solarium eller UV-stråler af gøre. Det er på ingen måde skadeligt. Det sætter gang i blodcirkulationen, og der kommer ilt og næring til cellerne, forklarer Louise Krogh.
Beauty Angel Lys hjælper blandt andet, hvis du har problemer med rynker, arvæv og strækmærker, tør og dehydreret hud, rødme og inflammation, mørke rande og hævelser under øjne, eksem samt akne og uren hud.
- Vi kan ikke trylle. 15 minutter er ikke nok. Det kræver et længere kurforløb. Nogen skal have otte gange, andre skal have 12 gange, og det kan også være nødvendigt med 16 gange. Det afhænger af problemet og ens alder. Du kan sige, at du får en tur i opladeren. Du får en flottere glød og hud, fortæller Louise Krogh.
SMUK's nye maskine er en selvbetjeningsmaskine. Det vil sige, at kunden selv klarer det hele. Der er renseprodukter til rådighed i lokalet, hvis der skal fjernes makeup.
- I realiteten lægger man sig bare i briksen, som er indstillet i forvejen. Man trykker herefter på knappen, og så starter lampen. Den køres hen foran ansigtet, og så ligger man og slapper af og nyder det i 15 minutter. Nogen har en lydbog i ørerne, mens de ligger her. Andre vælger bare at slappe af. Når man er færdig, kører man den op igen, og man kan vælge at tage noget creme på, inden man går.
Louise Krogh er ikke tilstede, men hun er dog i lokalet ved siden af.
- Jeg er her, hvis man har en problem eller vil spørge om noget, men som udgangspunkt klarer folk det selv.
Prisen for én behandling er 150 kroner, men SMUK sælger resten af sommeren et 10-turskort for 1.000 kroner. Dette tilbud gælder til og med august, og det er lavet for at introducere muligheden for selvbetjening.
Kunderne kan dog stadig vælge at få ansigtsbehandling med lys hos Louise Krogh.
- Jeg renser huden, kigger på den og alle de ting, som hører med. Mens man får lys, laver jeg hovedbundsmassage - altså en helt almindelig ansigtsbehandling, som tager 45, 60 eller 90 minutter, siger Louise Krogh.
Hun mener, at Beauty Angel Lys og hudplejeklinkker generelt kan være et fint supplement til hudlægen, som, erkender Louise Krogh, er den "kloge og dygtige, og hende skal man lytte efter".
- Men i nogle tilfælde er der faktisk andre muligheder - enten før eller efter besøget hos hudlægen. Hudplejeklinikken kan hjælpe med andre ting. Det er ikke kun velvære, pointerer Louise Krogh.
Hovedparten af kunderne hos SMUK er kvinder over 40 år, men Louise Krogh får også flere og flere mænd. De er typisk yngre.
230 klinikker på landsplan tilbyder Beauty Angel Lys. Kun to af dem ligger i Frederikshavn Kommune. Den anden er DM Massage og Velvære i Vangen.