Gå til hoved-indhold
26. september 2019 - kl. 00.09

Skagen-virksomheder får afvist annoncer af Google

  • 1 af 1
    Per Allerup: - Google går så vidt i sin beskyttelse af et enkelt varemærke, at man krænker en stribe andre brands.
Af: Kanal Frederikshavn

Flere virksomheder i Skagen-området har fået afvist annoncer hos Google med den begrundelse, at ordet Skagen krænker varemærkelovgivningen, idet Skagen er et amerikansk mærke inden for ure og smykker.

Direktør Per Allerup, BIZON, vurderer, at Google dermed går imod sin egen filosofi om informationers frie udbredelse med en alt for restriktiv håndhævelse af varemærkebeskyttelse i Google ads. Derved krænker Google en række virksomheders legitime brug af for eksempel bynavne i annoncer.

- Vi har hjulpet flere kunder med at få annoncer godkendt. Vi har en direkte kontaktperson hos Google, og i nogle tilfælde lykkes det at få annoncer med Skagen godkendt via en manuel vurdering, men det er en besværlig proces og dermed en unødvendig omkostning for annoncøren. Jeg synes ikke, det er rimeligt. Tværtimod mener jeg, at Google går så vidt i sin beskyttelse af et enkelt varemærke, at man krænker en stribe andre brands, fordi de hindres i at annoncere på en søgemaskine, som i realiteten har en monopolstilling, siger direktør Per Allerup fra BIZON, der arbejder med søgemaskinemarkedsføring.

Han bakkes op af både kolleger og jurister. Hos bureauet No Zebra i Aarhus har man også oplevet at få annoncer med ordet Skagen afvist hos Google.

- Vi skulle lave en kampagne for en internetudbyder, der ønskede at målrette sin markedsføring i en række byer, herunder Skagen. Vores annoncer blev afvist, og alle gode argumenter prellede af på Google. Til sidst opgav vi at nævne Skagen og måtte bruge andre betegnelser som for eksempel Skagen-området, forklarer Alexander Daines-Ravn, der er digital marketing-specialist hos No Zebra.

En sådan holdning harmonerer meget dårligt med Googles egen filosofi, som den fremgår af hjemmesiden: "Our mission is to organize the world’s information and make it universally accessible and useful."

Opens external link in new windowPer Allerup mener, det er helt fint, at Google gør en indsats for, at søgemaskinen ikke bliver brugt af tredjepart til ulovlig aktivitet, for eksemepl at krænke varemærke-rettigheder. Men i eksemplet med Skagen går Google så langt, at virksomheden i kraft af sin monopolagtige position på markedet ender med at hindre en række andre virksomheder i på fuldt lovlig vis at fortælle om deres produkter.

- Geografiske angivelser er som udgangspunkt frit tilgængelige, og det hører undtagelsen til, at én erhvervsdrivende får eneret til sådanne beskrivende angivelser. Beskrivende varemærker kan ikke nyde varemærkeretlig beskyttelse, da man ikke vil monopolisere det danske sprog. Alle vil derfor som udgangspunkt have ret til at anvende eksempelvis ordet Skagen i deres markedsføring, oplyser advokat og fagchef for immateriel-ret i Advokatfirmaet HjulmandKaptain, Jonas Rubien.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...