Gå til hoved-indhold
05. juli 2023 - kl. 07.07

Skagen Festival 2023 var en succes - og vender tilbage i 2024

  • 1 af 1
    I 2024 bliver der igen mulighed for at komme til Skagen Festival, forsikrer formanden for festivalen, Jesper Hegaard. Foto: Skagen Festival
Af: Marcus Linkhorst

Skagen Festival er netop løbet af stablen, og formanden for Skagen Festival er tilfreds med dette års festival og lover, at Skagen Festival også finder sted i 2024.

Jesper Hegaard, formand for Skagen Festival, har endnu ikke det fulde overblik over antallet af gæster ved dette års Skagen Festival, men han har en fornemmelse af, at der var flere gæster end sidste år. 

Han er derfor også glad, da Kanal Frederikshavn ringer og spørger ind til dette års Skagen Festival. 

- Jeg er rigtig glad, og jeg er rigtig tilfreds. Vi har haft glade gæster og rigtig god stemning. God musik og fantastiske frivillige medarbejdere.

Der er dog nogle gæster, Jesper Hegaard har savnet til dette års Skagen Festival. Det er nordmændene, der bliver væk fra Danmark grundet en dårlig valutakurs. 

- Det er især de norske gæster, vi har manglet. Det har vi godt kunne mærke på billetsalg og gæster. Men det er jo forhold, vi ikke har kontrol over, lyder det fra Jesper Hegaard, der fortæller, at de danske gæster så har fyldt mere i år. 

Selvom Jesper Hegaard endnu ikke kan sige noget om tallene bag dette års Skagen Festival, så er der én ting, han kan love. 

-  Vi er klar til at arbejde videre på at få festival i 2024. Det sagde jeg i hvert fald i min afslutningstale, og det bliver vi klar til, forsikrer formanden. 

Giver ikke meget for kritik

Ifølge Jesper Hegaard så var gæsterne glade ved dette års Skagen Festival, men der er alligevel mindst én utilfreds gæst. 

Kulturjournalisten Jørgen Pyndt, der har skrevet en bog om Skagen Festival, mener, at Skagen Festival skal kigge på, hvilken festival de gerne vil være. 

- Jeg synes, programmet i år er et udtryk for det, som er Skagens Festivals problem - at den sætter sig på for mange musikalske stole, og der er ikke nogen entydig profil, fortalte han til TV2 Nord

Jesper Hegaard har ikke selv læst Jørgen Pyndts kritik eller haft lejlighed til at snakke med ham, men han har fået refereret, hvad kritikken går på. Og han er bestemt ikke enig med den garvede kulturjournalist. 

- Jeg synes, at Skagen Festivals opfattelse af folkemusik er noget bredere end den, Jørgen Pyndt lægger for dage. Folkemusik er jo ikke kun én genre - det er bredt. 

- Vi har jo lavet festival i 50 år, og vi har også nogle gæster, som kommer, fordi de ved, hvilken slags musik de går ind til. De kender måske ikke bandet, men alligevel kommer de, fordi de ved, de kan lide musikken, lyder det afslutningsvis fra Jesper Hegaard. 

Ifølge Skagen Festivals hjemmeside finder 2024-udgaven af festivalen sted 4.-7. juli

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...