Seriefodbold: SEIF's oprykkere knuste AaB
IF Skjold Sæby og SEIF hentede store sejre i midtuge-runden, mens FfI tabte stort på hjemmebane. Hvordan gik det dit lokale favorithold i fodbold? Du får overblikket i denne artikel.
Jyllandsserien 2, pulje 3:
IF Skjold Sæby besejrede Gug Boldklub med 4-1 på hjemmebane. Jakob "Mølby" Kristensen og Mads Farum Kristiansen scorede hver to mål. Efter tre kampe er Skjold noteret for seks point, blot ét point fra førstepladsen.
FfI er uden point efter to kampe. Tirsdag aften fik frederikshavnerne en lektion af velspillende Vejgaard, der kørte hjem til Aalborg med tre point og en sejr på 4-0.
Serie 1, pulje 6:
AaB måtte derimod køre tomhændet hjem fra Skeltvedvej. Oprykkerne fra SEIF var flyvende og nedsablede superligaklubben med 6-1. Nicklas Dam (2), Alex Andersen, Jeppe Birklykke, Kasper Grøntved og Jeppe Thomsen scorede SEIF's mål. Det var SEIF's første sejr efter klubbens historiske oprykning.
Serie 3, pulje 24:
IF Skjold Sæby vandt 4-0 ude over Bangsbo Freja. Simon Casper blev dobbelt målscorer. Hjemmeholdet fik Daniel Christoffersen udvist med rødt kort i det 74. minut, hvor gæsterne allerede førte 4-0.
FfI's oprykkere hentede torsdag aften efterårets første sejr. Peter Jørgensens tropper besejrede Tornby IF med 4-3 på hjemmebane. Det var Tornbys første nederlag i denne sæson.
Serie 3, pulje 25:
Østervrå IF havde maksimumpoint og en målscore på 6-0 efter to kampe, men tirsdages hjemmekamp mod Biersted IF resulterede i en afklapsning på 0-5. ØVI kan trøste sig med, at de vinder fredagens udekamp over Øster Brønderslev IF uden at klæde om. Dermed er ØVI noteret for ni point efter fire kampe.
Serie 4, pulje 48:
Skagen IK blev allerede efter 13 minutter ramt af et rødt kort i torsdagens hjemmekamp mod SEIF, men skagboerne vandt alligevel med 6-4 i deres første kamp i efteråret.
FfI's tredjehold og Kvissel-Ravnshøj IF delte i porten. Kampen endte 1-1.
Serie 4, pulje 50:
Voerså IF er tophold med seks point efter to kampe. I aften vandt Voerså IF med 6-0 over Hals FS, der ellers havde imponeret i holdets to første kampe. Rasmus Hvitved scorede fire "kasser".
Hørby/Dybvad var ligeledes i aktion i aften. Holdet vandt 4-1 ude over IF Skjold Sæby. Mads Andersen var på pletten to gange.
Østervrå IF tabte 3-8 hjemme til Asaa/Hjallerup og er uden point efter tre kampe med en målscore på 5-20.