Gå til hoved-indhold
12. juli 2024 - kl. 15.07

Rotten er stadig fri: Genåbning af badeland udsættes en uge

  • 1 af 1
    Badelandet åbner ikke som planlagt i morgen. Foto: Quality Hotel The Reef
Af: Michael Frederiksen

Det tropiske badeland i Quality Hotel The Reef i Frederikshavn åbner ikke som planlagt i morgen. Badelandet har været lukket siden lørdag 6. juli, da der blev observeret en rotte. Den er endnu ikke fundet, og derfor udsættes den planlagte genåbning af badelandet.

- Desværre er vi nødt til at udsætte vores åbning af badelandet, da vi endnu ikke har fanget den (rotten, red.). Vi følger anvisningerne fra vores skadesdyrbekæpelsesfirma, og derfor vælger vi at melde ud, at vi foreløbig forventer at holde badet lukket til og med torsdag i næste uge, beklager direktør Marianne Bredevang, Quality Hotel The Reef.

Ugen har været en meget anderledes sommerferieuge på grund af det lukkede badeland. 

- Der er gæster, der har valgt at lave andre planer, men heldigvis har vi haft en del, som ønsker at være her, fordi de er turister i vores landsdel og gerne vil bo på vores hotel, og så har vi nogle gæster fra fodboldturneringen Cup No.1, som  jo er i byen for, at børnene skal spille fodbold, siger Marianne Bredevang.

Hun kan se tilbage på en uge med rigtig mange telefoner fra gæster, som ønsker at vide, om de kan forvente at benytte badelandet, når de skal holde ferie.

- Men samtidig møder vi også en stor forståelse for, vi har valgt at lukke badelandet ned. Lige nu krydser vi fingre for, at den snart bliver fanget - og indtil da, at solen vil skinne fra en skyfri himmel, så gæsterne kan besøge vores fantastiske palmestrand i Frederikshavn og nyde vores dejlige destination, udtaler hoteldirektøren.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...