Rock i Frederikshavn fandt 712 frivillige på rekordtid
For første gang nogensinde havde Rock i Frederikshavn alle frivillige vagter besat hele tre uger før lørdagens musikfest på Knivholt. Frivilligkoordinator Mette Yde forklarer med begejstring, hvordan det kan lade sig gøre at finde 712 frivillige.
- Det er aldrig nogensinde sket før, at vi havde alle vagter besat så hurtigt. Jeg har endda venteliste på lørdagsvagter, så det har været helt fantastisk, sagde Mette Yde, da vi mandag aften mødte hende på Knivholt.
Her havde arrangørerne af Rock i Frederikshavn inveteret alle de frivillige, som skal hjælpe på lørdag, når musikken spiller. Der blev serveret helstegt pattegris fra Elling Slagter - skænket af hovedsponsor Sparekassen Danmark. 165 havde tilmeldt sig arrangementet.
Mette Yde krydsede de frivillige af, inden de satte sig ind i teltet, hvor Thomas Smith Hansen bød velkommen.
- Vi har mange gode hjælpere, men vi gør også meget for dem, blandt andet med en god forplejning på dagen, hvor vi hygger om dem. Vi har også forskellige tilbud i løbet af året, som de glade for at tage imod, fortæller Mette Yde.
Rock i Frederikshavn har rødder i Kvissel/Ravnshøj IF, men de 712 frivillige kommer fra mange andre foreninger og spejdergrupper i lokalområdet.
Tabita Thomsen fra Frederikshavn er én af de frivillige. Det er tredje år i træk, at hun giver en hånd med i Informationen.
- Jeg har jo selv som ung været heroppe i mange år, så jeg synes bare, det er megahyggeligt at opleve arrangementet fra den anden side. Vi har det supersjovt, og vi snakker med en masse mennesker, siger Tabita Thomsen.
Placeringen i Informationen betyder, at Tabita Thomsen er helt tæt på de musikalske stjerner.
- Det er også hyggeligt, og de er faktisk rigtig rare og vil gerne snakke, så vi får gerne en sludder, hvis de har lyst til det, fortæller Tabita Thomsen.
Rock i Frederikshavn finder sted på lørdag 8. juni på Knivholt. Der er fortsat godt 400 billetter tilbage. Køb billetter her.