Rock i Frederikshavn afsluttes med et brag af et fyrværkerishow
Den lokale fyrværkeriforhandler Knivholt Fyrværkeri og den landsdækkende fyrværkeri-leverandør Royal Fireworks sponsorerer et spektakulært afsluttende fyrværkeri til Rock i Frederikshavn lørdag 8. juni.
Knivholt Fyrværkeri og Royal Fireworks, kendt for sit imponerende nytårsfyrværkeri og store netværk af forhandlere over hele landet, har valgt at samarbejde for at skabe en uforglemmelig afslutning på Rock i Frederikshavn 2024. Lige inden klokken slår midnat lyses himlen op af et fyrværkerishow, som kan ses i hele Frederikshavn. De to virksomheder lover koncertgæsterne en visuel oplevelse, der som minimum matcher dagens musikalske højdepunkter.
- Vi er begejstrede for at kunne støtte Rock i Frederikshavn og bidrage til festlighederne med et fyrværkerishow, der vil glæde alle koncertgæsterne og helt sikkert også en masse frederikshavnere, Det er fantastisk at kunne samarbejde med Royal Fireworks om dette projekt, siger René Mortensen fra Knivholt Fyrværkeri.
Royal Fireworks deler begejstringen:
- Vi er meget glade for samarbejdet med Knivholt Fyrværkeri, så vi kan præsentere et fyrværkerishow af højeste kvalitet til Rock i Frederikshavn. Fyrværkeri er en stor tradition i Danmark, både til fejringer og i allerhøjeste grad til at afslutte et år og skyde et nyt ind. Derfor ser vi også frem til at være med til at skabe en mindeværdig oplevelse for Rock i Frederikshavn-gæsterne, udtaler Jesper Aamann fra Royal Fireworks.
Fyrværkerishowet finder sted efter koncerten med Queen Machine lige inden midnat som en storslået afslutning på Rock i Frederikshavn 2024.
- Vi er utroligt taknemmelige for støtten fra både Knivholt Fyrværkeri og Royal Fireworks. Det bliver jo fuldstændig forrygende, at Rock i Frederikshavn 2024 bliver noget helt særligt og afsluttes med manér, siger Casper Høgsted fra Rock i Frederikshavn.
Hvis du vil opleve fyrværkerishowet på nærmeste hold, kan du stadig købe billet til Rock i Frederikshavn på koncertens hjemmeside: www.rockifrederikshavn.dk. Der er små 400 billetter tilbage.